Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!
Åbent i dag kl. 11:00 - 18:00.

YODA – en sjægt

Sjægten stammer oprindelig fra den norske østkyst og blev (efter Vesterhavets gennembrud til Limfjorden ved Aggertange i 1825) indført til fiskeri i den vestlige del af Limfjorden.
Den største udbredelse havde sjægten fra ca. 1850 til 1920 hvor den blev brugt til snurrevodsfiskeri i Limfjorden vest for Løgstør. Denne specielle form for fiskeri blev opfundet i 1848 af husmand og fisker Jens Væver fra Krejbjerg i Salling.
Denne Limfjordssjægt er en tro kopi af den sjægt der i 1909 blev bygget af møllebygger Niels Dam i Sillerslev på Mors og originalen kan i dag ses på Fiskerimuseet i Esbjerg, hvor Carl Nielsen har lavet de tegninger der ligger til grund for denne sjægt.
Uden anden faglig baggrund end 3 weekend kurser afholdt af Finn Nielsen på Limfjordsmuseet i Løgstør startede Jens Axelsen i foråret 1999 byggeriet af sjægten i en villahave i Hillerød.
I efteråret 2000 blev den nybyggede sjægt søsat i Marbæk, fik navnet Yoda og deltog for første gang i Hjarbæk Sjægte Laug’s VM i 2001.
Yoda har flere gange været tilbage på Limfjorden til VM i Hjarbæk samt besøgt havnen i Sillerslev og deltaget i kapsejladsen ved Jegindø ”Æ Fywerhus ror-cup”.
Mest har Yoda dog sejlet i Roskilde fjord og har bl.a. besøgt Vikingemuseet i Roskilde hvor de har bygget en kopi af Fursjægten Lilly.
I 2018 fik Yoda plads i HAL16 her i Helsingør og er i vinterens løb blevet istandsat og malet med ” hjemmegjort ” linoliemaling og fra sommeren 2019 har Yoda fået sin nye plads i Historisk Havn Helsingør.

Gå til top