Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!

Katastrofer

Søfarten er grundlæggende sikker, men nogle gange slår navigationen fejl, og katastrofen indtræder. Andre gange kan selv den bedste navigation ikke forhindre undergangen.

I museets udstilling behandler vi tre dramatiske og traumatiske forlis – NORGE, KØBENHAVN og HANS HEDTOFT.

NORGE – håb og fortvivlelse under den glemte katastrofe

Sidst i juni 1904 var dampskibet NORGE på vej fra Danmark til New York. En tidlig morgen stødte skibet på et undersøisk skær vest for Skotland og begyndte hurtigt at synke. Mens paniske passagerer løb imellem hinanden, forsøgte man at få redningsbådene i vandet.

Seks både kom af sted, men mere end 600 mennesker døde som ofre for en simpel navigationsfejl. For folkene i redningsbådene ventede dage med angst, tørst og håb. Kun de vidste, at NORGE var forlist.

KØBENHAVN – gåden, sorgen, savnet

Den 22. december 1928 fik man det sidste livstegn fra ØK’s store skoleskib KØBENHAVN. Blandt de pårørende steg ængstelsen efterhånden som ugerne gik, uden at man fik nyt fra skibet. Efter en eftersøgning i det sydlige Atlanterhav, hvor skibet havde sejlet, svandt håbet. De unge mænd om bord var væk for altid, men de levede i deres forældres minder. Sorgen varede ved, og kampen for vished om sønnernes skæbne fortsatte. Gåden blev evig.

HANS HEDTOFT – den kontroversielle katastrofe, det nationale traume

Grønlandsskibet HANS HEDTOFT gik ned den 30. januar 1959 i en frygtelig storm syd for Grønland.  Med skibet forsvandt ikke bare 95 mennesker – også den socialdemokratiske drøm om et grønlandsk velfærdssamfund efter dansk forbillede fik et knæk.

For de efterladte var forliset traumatisk, og politisk var sagen betændt. Var kaptajnen blevet tvunget til at sejle, selvom det var for farligt?  Havde ministeren skylden? Løb staten fra sit ansvar?

Herunder kan du læse mere om nogle genstande, der hver på deres måde fortæller om de tre dramaer.

Aage Schwanenflügels breve

I december 1928 skrev malermester Schwanenflügel og hans kone disse to breve til deres søn Aage, der var om bord på ØKs skoleskib KØBENHAVN. Brevene kom uåbnede tilbage. Aage var væk for evigt.

Familien Schwanenflügel boede i Classensgade på Østerbro i København. Det var et pænt kvarter. Sønnen Aages baggrund var typisk for de unge mænd, der var om bord på KØBENHAVN. Mange af dem stammede fra borgerskabet, der ikke manglede penge, men som heller ikke tilhørte overklassen. Ved at skaffe deres sønner adgang til KØBENHAVN håbede forældrene at bane vejen for en karriere som officer i handelsflåden. ØK var et af dansk erhvervs flagskibe. For ambitiøse unge mænd og deres forældre var det en sikker og prestigefyldt platform.
Vi kan se i moderens brev, at Aage har udtrykt ønske om at forlade KØBENHAVN, da man kunne tjene flere penge som matros på andre skibe. Hun fraråder dette og skriver, at de hellere vil give ham flere penge end at se ham afbryde uddannelsen på KØBENHAVN.
Aages mor døde i 1990. Til sin død gemte hun disse to almindelige, formanende og kærlige breve, som hendes søn aldrig fik.

Christian Mølsteds maleri af NORGEs forlis

635 mennesker døde, da NORGE den 28. juni 1904 stødte på et rev midt i Atlanterhavet. Skibet overholdt alle sikkerhedsregler, og vejret var fint. Det var dårlig navigation, der var skyld i katastrofen.

Den 28. juni 1904 var dampskibet NORGE på vej fra Danmark til New York. Tidligt om morgenen gik et kraftigt stød gennem skibet. Mareridtet var begyndt. NORGE var sejlet på et skær ved klippen Rockall og sank på cirka på cirka 20 minutter, og kun et fåtal af de ombordværende nåede i bådene. De var nu overladt til ensomheden på havet, uden at andre end de selv kendte til forliset. I op til en uge drev de på havet, før de blev reddet. De var de heldige. 635 mennesker kom aldrig hjem.

Maleren Christian Mølsted (1862-1930) malede dette billede af NORGEs forlis kort tid efter katastrofen. Han havde ikke selv været om bord og kendte ikke hændelsen i detaljer. I sin dramatiske stil skildrede han ulykken i sort/hvid. Maleriet skulle bruges som illustration i den trykte presse, hvorfor farver ikke var nødvendige.

Mølsted, der kom fra fiskerbyen Dragør, var fascineret både af skibe og historie. Hans værker kan ses på bl.a. Orlogsmuseet på Christianshavn, Frederiksborgmuseet i Hillerød og Mølsted Museet i Dragør.

Maleriet er venligst udlånt af DFDS.

Oluf Ottes skrin

Det beskedne skrin er måske det eneste, vi har tilbage fra S/S NORGEs forlis – og det var ikke en gang om bord på skibet, da det sank den 28. juni 1904. Det blev givet til andenstyrmand Oluf Otte, der havde kommandoen over redningsbåd 4.

Efter en uge på Atlanterhavet, hvor de 19 overlevende i båden havde levet af tre kiks hver, blev de samlet op af en norsk skonnert, og de reddede alle livet. Som tak samlede de ind til Otte og overrakte ham i taknemmelighed cirka 1000 kroner i det lille skrin.

Otte boede i København med sin kone og deres lille datter. Det var hans anden tur med NORGE over Atlanten. Et par måneder efter ulykken stod Otte atter til søs på skibet O.B. SUHR, der sejlede mellem Danmark og Frankrig. Siden gik han i land og blev ansat i et telefonselskab.

Skrinet er venligst udlånt af Klaus og Anne Margrethe Otte Stensager.

Redningskrans fra HANS HEDTOFT

”Vi synker langsomt.” Det var de sidste ord der hørtes fra telegrafisten Carl Dejligbjerg (1901-1959) om bord på det nybyggede grønlandsskib HANS HEDTOFT, da skibet på sin jomfrurejse forliste i en vinterstorm ved Grønlands sydspids Kap Farvel den 30. januar 1959.

HANS HEDTOFT var kendt over hele Danmark som det nye bindeled mellem Danmark og Grønland. Investeringen blev diskuteret, og mens socialdemokraterne så skibet som en udstrakt velfærdshånd til Grønland gennem den stormfulde nordatlantiske vinter, så det borgerlige Danmark helst, at private aktører fik chancen for at drive ruten mere effektivt.

Medierne dækkede skibets forlis og hele redningsaktionen tæt. Hver time vinternatten igennem bragte Radioavisen den seneste udvikling. Tusinder fulgte begivenhederne med et håb, der langsomt svandt. Katastrofen var en kendsgerning. Alle 95 om bord omkom. Den socialdemokratiske drøm om et grønlandsk velfærdssamfund efter dansk forbillede fik et knæk.

For de efterladte var forliset traumatisk, og politisk var sagen betændt. Skibets konstruktion blev diskuteret, og beslutningsprocessen endevendt. Var kaptajnen blevet tvunget til at sejle, selvom det var for farligt? Havde ministeren skylden? Løb staten fra sit ansvar? Grønlandsminister Johannes Kjærbøl (1885-1973) undgik en rigsretssag, men fik en varig plet på sit eftermæle. En ringe trøst for de efterladte.

Flere måneder efter forliset drev en redningskrans fra HANS HEDTOFT i land på Island. Som en hilsen fra dem, der aldrig kom hjem. Redningskransen hænger i dag i Frelserens Kirke i Qaqortoq (Julianehåb). Som minde og samlingspunkt for dem, der mistede. Redningskransen var i 2015-16 udstillet på M/S Museet for Søfart.

Gå til top