Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!

Hjælpen fra kysten

Den farligste del af en sørejse er den, der går tæt på land, og generationer af søfolk har sat deres lid til hjælpen fra kysten.

Lodser, fyrmestre, meteorologer, radiooperatører, søopmålere og telegrafister har gennem tiden arbejdet hårdt for at sikre trafikken på søen. Nu er astronauter og satellitoperatører kommet til.

Gennem årtusinder har mennesket navigeret efter naturens stjerner – nu har vi med satellitterne skabt vores egne. I GPS kombineres vinkelmåling, fartmåling, retningsmåling og flere andre navigationsformer i ét.

Med denne skabelse af vores egen stjernehimmel erstattes århundreders udvikling og tilpasning af navigationsinstrumenter af noget helt nyt. Samtidig rækker GPS langt ud over havets grænser og dybt ind i vores daglige liv.

Herunder kan du læse mere om de mennesker og systemer, der hjalp og hjælper fra kysten.

Anholt fyr

Anholt fyr har en smuk beliggenhed og en dramatisk historie. Det første fyr på øen blev rejst i 1561. Det var en del af en oplyst rute gennem Kattegat, hvor fyrene på Skagen og Kullen udgjorde yderpunkterne.

Først var det et brændefyr, men i løbet af få år var der ikke mere skov tilbage på øen, og man måtte søge andre løsninger. Efter en periode med først store lys af talg og siden et åbent kulbål, blev et effektivt vippefyr konstrueret i 1629. Det var samme model som fyret på Skagen.

Først i 1785 valgte man at erstatte vippefyret med det nuværende, murede fyrtårn. Det nye fyrtårn blev årsag til dramatik i 1809, da Anholt blev invaderet af englænderne. Danmark var i krig med England og man havde i den forbindelse slukket alle fyr. Englænderne, der havde behov for at kunne sejle sikkert, besatte øen efter en kort kamp, og tændte fyret igen.

Det var englænderne, der byggede fyrets karakteristiske runde fod. Den nye stueetage husede sammen med resten af fortet rundt om fyret 380 engelske marinesoldater.

Decca – navigation via radiobølger

Deccasystemet var en vigtig nyhed, da det kom frem i kølvandet på Anden Verdenskrig. Da det blev udbygget gennem 1940’erne og 1950’erne, blev kystnavigation nemmere og sikrere.

Billedet viser et udsnit af  et Deccakort med Vadehavet, Blåvand og Esbjerg. Decca var et radionavigationssystem. I Danmark blev det indført i 1949. På skibet modtog man de tre Deccasignaler grøn, rød og lilla. Så kunne man finde sin position på det særlige kort.

Decca virkede ved, at tre radiostationer sendte et signal i hver deres bølgelængde ud over havet. Via disse signaler kunne sømanden om bord på skibet aflæse sin position. Det kunne han, fordi radiostationerne lå langt fra hinanden, og skibet, når det bevægede sig, altid ændrede afstand til mindst ét af radiofyrene. Alle positioner gav således et unikt radiobillede, og sømanden kunne via sit medbragte Deccakort finde ud af, hvor han var. På den måde mindede Deccasytemet om en to-dimensionel og landbaseret GPS.

Deccasystemet var op til GPS-gennembruddet i 1990’erne en vigtig hjælp for navigatøren, når han sejlede nær kysten i de områder, der havde Deccastationer. I starten var det kun Vesteuropa og USA, men efterhånden bredte systemet sig. For mange søfolk, der i dag er ældre mennesker, var Decca en integreret del af livet til søs.

Ove Alexis Winsløv

Danmarks farvande er lavvandede og svære at sejle i. Mange skibe tager derfor lods om bord, når de skal sejle ind til en dansk havn eller ned gennem Øresund eller Storebælt. Winsløw sejlede på verdenshavene i 1930’erne og 1940’erne. Siden fik han den eftertragtede stilling som lods.

Det er et eftertragtet job at være lods. Det betyder meget, at man kan sejle som sømand og alligevel være tæt på sin familie i Danmark. Samtidig skal man være fagligt dygtig.

Ove Alexis Winsløv blev født i 1909. Han fik en karriere som sømand og sejlede bl.a. for rederiet J. Lauritzen. Under 2. Verdenskrig var han i udeflåden som styrmand og fik flere medaljer for sin indsats. I 1946, da han endelig kunne komme hjem til Danmark, ønskede han at blive hjemme. Til det var arbejdet som lods perfekt.

Winsløv fik en stilling som lods i Frederikshavn. Herfra lodsede han i løbet af de næste 16 år næsten 1300 skibe gennem Danmark. Lodsens løn var delvist bestemt af antallet og længden af ture, og han holdt præcist regnskab med sine lodsninger.

Både Winsløvs arkiv fra krigsårene og flere af hans redskaber som lods kan nu ses på M/S Museet for Søfart.

Ove Alexis Winsløv er her fotograferet i 1930’erne.

Skagens vippefyr

Det første fyr på Skagen blev bygget i 1561. Det skete efter ordre fra kong Frederik II, der lige var kommet til magten og ønskede at forbedre søfartens vilkår og derigennem rigets økonomi.

Samtidig med fyret på Skagen blev der rejst fyr på Anholt og på Kullen. De første fyr var brændefyrede og brugte store mængder træ. Det viste sig i det lange løb uholdbart. Man eksperimenterede derfor først med tranlamper og siden med store tællelys bag glas. Først i 1620’erne skabte man vippefyret som lyste klart uden at brænde ned.

Man havde svært ved at finde et design, som lyste klart uden at brænde ned. Det effektive vippefyr blev opført i 1627 og blev rost af mange søfolk.

Det var Jens Pedersen Grove fra Helsingør, der designede fyret, hvor en jernkurv med brændende kul nemt kunne hejses op og ned. Skagens vippefyr blev opført i 1627. Man havde travlt, for året før var forgængeren brændt af.

Vippefyret blev en stor succes. Der blev bygget tilsvarende fyr bl.a. på Falsterbo og Anholt. Både danske og udenlandske søfolk roste fyrene, der gjorde de danske farvande sikrere at besejle. Det sidste vippefyr, på Anholt, blev først udskiftet i 1788.

Vagerkutteren LØVENØRN

Sømænd i de danske farvande hjælpes af tusindvis af søafmærkninger, der løbende skal vedligeholdes eller udskiftes. LØVENØRN blev bygget i 1846 til netop dette arbejde.

De danske farvande er lavvandede og trafikerede. Til at regulere trafikken er der lagt tusindvis af vagere og bøjer ud. Disse skal tilses løbende for at sikre, at de ikke har flyttet sig eller på anden måde er beskadiget. Hvis det er lysbøjer, skal man sikre sig, at de stadig lyser.

I 1845-46 fik Fyr- og Vagervæsenet bygget kutteren LØVENØRN, der blev opkaldt efter en af foregangsmændene inden for maritim sikkerhed, Poul de Løwenørn. Kutteren sejlede som vagerskib indtil 1866, hvor den blev overtaget af flåden, der blandt andet brugte den til minelægning. Det betød dog ikke, at opgaven med tilsyn af vagere forsvandt.

I dag er det Søfartsstyrelsen, der har ansvaret for at udlægge og vedligeholde de mange vagere langs de vigtige sejlruter gennem Danmark. De store vagere med lys skal udskiftes hvert femte år og tjekkes hver gang, der er gået femten måneder. Til det arbejde bruges skibet med det passende navn POUL LØWENØRN.

Gå til top