Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!
Menu
DK EN
Åbent i dag kl. 11:00 - 17:00.

Vinkelmåling som navigationsredskab

For fortidens søfolk var Nordstjernen og Solen faste holdepunkter, der gjorde rejsen over de store have sikrere og hurtigere.

I årtusinder fandt mennesket vej på havet med himlen som hjælp. Sømanden målte med mere og mere præcise instrumenter vinklen mellem horisonten og Solen eller en stjerne. På den måde fandt han i klart vejr ud af, hvor langt mod nord eller syd han var kommet. Han bestemte sin breddegrad.

På siden herunder kan du læse mere om nogle af Museet for Søfarts mange vinkelmålingsinstrumenter. 

Armbrøst

Armbrøsten blev opfundet af englænderen Edmund Gunter i 1620’erne. Den ligner de armbrøster, der brugtes til jagt og krig, men denne armbrøst var et navigationsinstrument. I stedet for fjender skød man Solen og stjernerne.

Navigationsarmbrøsten blev holdt på en anden måde end krigsarmbrøsten. Man vendte ryggen til Solen og kiggede gennem den nederste skyder på buen ud mod enden af den centrale stok. Gennem det aflange hul i endestykket kunne man så se horisonten. Herefter indstillede man den øverste skyder på buen, indtil skyggen fra den faldt på endestykket. Vinklen mellem de to skydere svarede til Solens vinkel over horisonten. Så kunne man regne ud, hvilken breddegrad man befandt sig på.

Armbrøsten blev rost som et fint instrument. Alligevel blev den aldrig særligt udbredt, formodentlig på grund af daviskvadrantens succes. Armbrøsten blev en parentes i navigationshistorien, selvom den blev forsøgt genoplivet i 1730’erne af en af oktantens fædre, Thomas Godfrey.

Museet for Søfarts armbrøst er en kopi fra begyndelsen af 1900-tallet.

Astrolab

Astrolaben er et vinkelmålingsinstrument, der blev brugt til at bestemme breddegraden til søs. Den blev populær til brug på havet i løbet af 1400-tallet.

Tidligere havde mere komplicerede udgaver været populære blandt astronomer på landjorden. Til søs havde man kun behov for enkle målinger af eksempelvis solens højde ved middagstid.

Museets astrolab blev, bedømt fra inskriptionen, produceret i år 1600, men vi ved det ikke præcist. Den er af en sjælden type, som kun består af en halv cirkel. De fleste astrolaber var helt runde.

Den maritime astrolabs tid randt ud sidst i 1600-tallet, hvor kvadranten og jakobsstaven var blevet almindelige.

Daviskvadrant

Daviskvadranten blev opfundet af den engelske opdagelsesrejsende John Davis, som beskrev den i sin bog ”Seaman’s Secrets” i 1594. Det var dog først efter Davis død i 1605, at instrumentet fik det udseende med de to buer, som vi kender i dag, og som Museet for Søfarts eksemplar er et eksempel på.

Daviskvadranten var i både 1600-tallet og 1700-tallet det dominerende vinkelmålingsinstrument – især i England. I Danmark blev mange ved med at bruge jakobsstaven, indtil både den og daviskvadranten blev udkonkurreret af oktanten og sekstanten sidst i 1700-tallet.

Man brugte daviskvadranten med ryggen mod Solen og målte vinklen til Solen via skyggen på instrumentets endestykke. Derfor kunne man ikke bruge den om natten. Til gengæld kunne man ved hjælp af instrumentets to buer måle mere præcist end med de instrumenter, man tidligere havde brugt.

Oktant

Oktanten var et afgørende nybrud, da den blev opfundet af John Hadley og Thomas Godfrey, uafhængigt af hinanden, i begyndelsen af 1730’erne. Instrumenter med spejle var præcise og nemme at bruge, og de kom til at dominere vinkelmålingen helt op til satellitnavigationens indtog.

Oktanten har sit navn, fordi den runde del af instrumentet er en ottendedel cirkel. På grund af spejlene, der fordobler vinklen, kan man dog måle op til en fjerdedel cirkel, eller 90°.

Når man bruger oktanten, ser man på horisonten gennem det lille glas, der sidder fast øverst på instrumentets kant. Mens man ser på horisonten, drejer man den lodrette arm, til Solen viser sig i spejlet, der udgør halvdelen af det lille glas. Så aflæser man vinklen på oktantens buede bundstykke. En enkelt proces, som de fleste sømænd kunne lære.

Få årtier efter oktantens opfindelse blev sekstanten og reflektionscirklen udviklet, men oktanten blev ved at være populær i mange år. Den forsvandt først ud af brug midt i 1800-tallet.

Sekstant

Efter kompasset findes der næppe et mere ikonisk navigationsinstrument end sekstanten – og det er med god grund. I mere end 200 år, fra ca. 1760 til sidst i 1900-tallet, var sekstanten det mest udbredte vinkelmålingsinstrument til søs.

Sekstanten fødtes i 1759, da den engelske flådekaptajn John Campbell fandt på at udvide oktantens bue fra 45° til 60°. Det var instrumentmageren John Bird, der efter Campbells instruktioner skabte det første eksemplar. Da 60° er en sjettedel af en cirkel, kom instrumentet til at hedde en sekstant. På grund af spejlene kunne det måle op til 120°. 30° mere end oktanten.

Sekstanten blev hurtigt en succes. Den var nem at bruge og nem at håndtere. Samtidig blev den flere gange forbedret, så præcisionen blev større og større. Men en typisk sekstant fra 1960’erne ligner alligevel sin 200 år gamle forfader meget. Først med satellitnavigationens gennembrud på det åbne hav i 1970’erne blev sekstanten udfaset. Spejlinstrumenternes æra var forbi.

Sekstanten var et vigtigt redskab for generationer af søfolk. Sekstanterne blev behandlet med varsomhed, samtidig med at de var brugsgenstande. Ofte lå de i fine kasser, hvor man også opbevarede ekstra udstyr.

Gå til top