Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!

Tidsmåling til søs

Siden antikken er Jorden blevet inddelt i breddegrader og længdegrader. Det var sværest at finde de sidste. Man måtte have hjælp af et godt ur.

Tidsforskellen mellem der, hvor man var, og der, hvor man var sejlet fra, viste, hvor langt mod øst eller vest, man var kommet. Man fandt længdegraden.

Efter mange års forsøg lykkedes det i 1700-tallet at opfinde et ur, der kunne gå præcist og modstå skibets og klimaets bevægelser. Den opfindelse gjorde sejladsen hurtigere og reddede mange søfolks liv.

Herunder kan du læse mere om nogle af Museet for Søfarts tidsmålere.

Kronometer, A. Johannsen & Co

Kronometre var en vare, der af natur appellerede internationalt, da det netop var ved sejlads mellem kontinenterne, at man havde størst brug for dem.

Den danske urmager Asmus Johannsen flyttede til London sidst i 1850’erne. London var på det tidspunkt hovedstaden i det britiske verdensimperium. En by, der blev besøgt af købmænd og sømænd fra alle verdenshjørner. Nogle år efter Johannsens ankomst til London fik han selskab af sin fætter C.C. Lorensen, der siden skulle blive hans partner i firmaet.

Firmaet Johannsen & Co. blev en succes. Den engelske, italienske, portugisiske og spanske flåde var blandt kunderne.

Uret her er monteret på en usædvanlig måde. Havet er en hård arbejdsplads, og man gjorde normalt meget ud af at skærme urene mod stød og vand. Måske er det et kronometer, der efter brug til søs er blevet monteret som dekorativt ur til brug på land. Måske har det aldrig været til søs.

Nocturnalen – nattens ur

Om dagen var det til søs forholdsvist nemt at bestemme klokken ved at se på Solens placering. Om natten var sagen anderledes, og man måtte tage nocturnalen i brug.

Nocturnalen blev populær i løbet af 1500-tallet. Navnet nocturnal kommer fra det latinske ord nocte, der betyder nat. Nocturnalen virker, fordi himlen konstant drejer om sin nordpol. Retningen fra Nordstjernen til eksempelvis stjernerne i Karlsvognen vil derfor forandre sig hele tiden – som viserne på et ur, der drejer rundt om urets centrum.

Instrumentet består af to runde plader, en lille, der sidder på en større, og en bevægelig pind. Når man ville finde tiden, skulle man først dreje den lille plade, til dens viser var placeret ud for den aktuelle dato på den store plade. Gennem hullet i midten af instrumentet så man på Nordstjernen. Så tog man pinden og kørte den rundt, til man fandt referencestjernen – normalt en af de to bagerste stjerner i Karlsvognen. Herefter kunne man aflæse klokken på den lille plade, der hvor pinden stod.

Museet for Søfarts nocturnal er en rekonstruktion fra begyndelsen af 1900-tallet.

Poul de Løwenørn og rejsen med PRØVEN

Korttegner, fyrdesigner, lodsorganisator, kronometerafprøver – hvis det handlede om sikkerhed til søs, var Løwenørn med.

Den 24. november 1782 klokken fire om morgenen lettede fregatten PRØVEN anker i København og satte kursen mod Caribien. Turen bragte kaptajnen Poul de Løwenørn og hans besætning til Dansk Vestindien med ophold i Le Havre, Lissabon og Madeira. Målet med rejsen var at afprøve de første kronometre, der var bygget i Det Danske Rige.

Urene var bygget af Jean Abraham Armand fra Rendsburg i Slesvig. Løwenørns opgave var at sammenligne urene med astronomiske målinger for at se, om de holdt tiden. Urene blev udsat for store udsving i både temperaturer og luftfugtighed samt for skibets stadige bevægelser, så det var ikke en selvfølge.

Både Løwenørn og urene løste opgave tilfredsstillende. Løwenørn blev siden direktør for Det kongelige Søkortarkiv og en af dansk navigations store personligheder. Armands ure derimod blev ikke den store succes. Hverken Armand eller hans søn magtede at starte en egentlig produktion. I stedet importerede den danske flåde ure fra England.

Universalringen – et solur til søs

Til søs målte man korte perioder med sandure. Man brugte et solur, når man skulle finde det præcise klokkeslæt. Universalringen er et sådant ur. Den blev brugt i ca. 300 år frem til ca. år 1900.

Mange kender solure fra deres dagligdag for eksempel, når man vågner og hurtigt bedømmer, hvad klokken er ud fra solens stråler gennem vinduet. Tidligere brugte man også til søs solen til at finde ud af, hvad klokken var. Fordi et skib hele tiden bevæger sig, kunne man ikke bruge normale solure. Man måtte derfor have et ur, som man kunne holde i hånden, så man hele tiden kunne holde det i den rigtige retning. Solringen, eller universalringen, er et sådant solur. Den blev brugt fra omkring år 1600 til omkring år 1900.

Selve målingen foregik ved, at man først fandt retningen mod syd eller nord ved hjælp af kompasset. Herefter indstillede man skyderen på den midterste stang efter datoen, som man havde fundet i kalenderen, og skyderen på den ydre ring efter breddegraden, som man havde fundet med sekstanten. Til sidst kunne man så aflæse klokken på den inderste ring. Som det ses krævede tidsmåling, at sømanden kunne betjene flere forskellige instrumenter.

Universalring, C.S. Hoffmann, ca. år 1800.

Gå til top