Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!

Søkort

I årtusinder har mennesket brugt kort. Nogle kort er et hjælpemiddel på rejsen, mens andre bruges til at planlægge den. Alle er de et resultat af vores måde at se verden på. Samtidig er de med til at forme vores verdenssyn.

Gennem tiderne har søkortene ændret sig meget. De fortæller os i grafisk form om forskellige menneskers idealer, idéer og behov. De er både praktiske arbejdsredskaber for sømanden og fortællinger om menneskets forsøg på at forstå verden.

Herunder kan du læse mere om nogle af museets mange søkort.

A.W. Bonnesens kystprofiler

Bonnesen tegnede mange af de kyster, han sejlede forbi. Det var hans hobby, og så kunne han nemmere genkende dem og sejle sikkert, når han så dem igen.

Kystprofiler var både en hobby og et arbejdsredskab. I renæssancens læsekort hjalp de sømanden på vej. Læsekortene var egentlig trykte udgaver af rutebeskrivelser, der i århundreder havde cirkuleret i mundtlig eller håndskrevet form. Kystprofilerne i rutebeskrivelserne var nemme at forstå – hvis man så en kyst, der var magen til den i bogen, vidste man, hvor man var.

Håndtegnede og aldrig udgivne profiler som disse, tegnet af den danske søofficer A.W. Bonnesen (1839-1916) i 1800-tallets sidste halvdel, var ret almindelige. Lodser brugte dem i deres daglige arbejde og til at give viden videre til den næste generation. For kaptajner, der sejlede på verdenshavene, kunne der gå mange år mellem deres gensyn med enkelte kyster, og tegningerne kunne bruges som huskesedler til at finde den bedste ankerplads eller undgå ubehagelige skær.

Nogle søfolk elskede som Bonnesen at tegne, og deres kystprofiler også kaldet landtoninger – kunne udvikle sig til hele kunstværker. Bonnesens profiler viser blandt andet Dansk Vestindien fra sin smukkeste side.

Greuters himmelglobus

I renæssancen var geografi og astronomi moderne. Man opdagede og udforskede mere og mere af både Jorden og verdensrummet. Fyrster, konger og købmænd investerede i viden. De købte fine kort og globusser og viste dem frem for deres gæster.

Himmelglobusser som denne, skabt af Matteo Greuter (1564 – 1638), var et prestigeprodukt, der signalerede rigdom og viden.

Matteo Greuter blev født i Strassburg og døde i Rom, hvor han havde arbejdet for paven – en drøm for datidens kunstnere og kunsthåndværkere. Himmelglobussen var hans sidste hovedværk. Han skabte den i 1636 kun to år før sin død.

Greuter lavede mange forskellige slags kort. Himmelglobussen supplerede en jordglobus, som han havde lavet fire år tidligere. Globusser blev ofte købt i par, så man både kunne se himlen og Jorden. Globussens rigt dekorede stjernebilleder forbandt kunst og videnskab. Man udsmykkede sit hjem med kosmos.

Halleys misvisningskort

Englænderen Edmund Halley (1656-1742) er bedst kendt for den komet, der bærer hans navn, men han gjorde også en stor indsats for navigationen.

I årene 1698-1700 var han chef om bord på skibet PARAMOUR, der sejlede Atlanterhavet rundt for at kortlægge den magnetiske misvisning. Man vidste, at kompasset ikke altid pegede præcist mod geografisk nord, men ikke hvilket mønster misvisningen fulgte. Man prøvede hele tiden at forstå hvorfor og især hvordan. Halleys kort gav ny indsigt.

Kortets vigtigste element er de såkaldte isogoniske linjer, der ligger i buer på tværs af havet. Hver linje forbinder steder, hvor den magnetiske misvisning på Halleys tid havde samme størrelse. Midt gennem havet går en linje, hvor misvisningen var 0°. På hele denne linje pegede kompasset mod geografisk nord. På hver side af midterlinjen er der linjer for hver 1° misvisning.

Halley interesserede sig ikke kun for magnetisme. I det sydlige Atlanterhav blev han fascineret af pingvinerne. På kortet ses en tegning af to pingviner med en beskrivelse af denne underlige ”mellemart” mellem fugl og fisk.

Halleys misvisningskort er fra 1701.

Portolankort

Tidlige sydeuropæiske søkort var normalt tegnet på dyreskind, som også kaldes pergament. Det er dyrets nakke, der giver den særlige spidse form i venstre side.

Søkort blev brugt i Sydeuropa omkring 300 år, før det blev almindeligt i Nordeuropa. Det første sydeuropæiske kort, vi kender, er fra omkring 1290.

De sydeuropæiske kort kaldes portolankort efter ordet portolano, der betød havneoversigt. De viste typisk Middelhavet, Sortehavet og lidt af de vesteuropæiske kyster. Hvis de viste Danmark, var det normalt meget upræcist. De fleste portolankort blev tegnet i Norditalien og Catalonien, og søfolk derfra sejlede alligevel sjældent længere nordpå end til de store handelsbyer i Flandern ved Den Engelske Kanal.

Portolankortene var i middelalderen den internationale handels kort. Her var kun få myter og bibelreferencer. Noget man ellers ofte så i datidens kort.

Dette kort er fra midt i 1500-tallet. Det er håndtegnet på pergament og smukt dekoreret. Den fine stand tyder på, at det ikke har været brugt til søs, hvor vind, vejr og vand ville have slidt det. Måske har det ligget hos en købmand, der har brugt det til at planlægge sine skibes rejser.

Det første søkort på dansk

I 1568 udkom Søkartet offuer Øster oc Vester Søen som det første søkort trykt på dansk. Kortet blev udgivet af den københavnske trykker Laurentz Benedicht, der oversatte en del af materialet fra hollandsk.

Kortet er et såkaldt læsekort, hvor havet og kysterne beskrives i ord. Læsekortene var de mundtlige rejsevejledningers naturlige fortsættelse. Som det var almindeligt i 1500-tallet supplerede Benedicht teksten med kystprofiler, så man kunne genkende kysten, når man sejlede forbi.

Markedet for trykte søkort i 1500-tallets Danmark var lille. De fleste skippere navigerede efter erfaring og tradition. Det ændrede Benedichts pionerindsats ikke på.

Dele af Søkartet offuer Øster oc Vester Søen blev genoptrykt en enkelt gang, i 1608, dog uden originalens billedmateriale. I begyndelsen af 1600-tallet var læsekortenes tid ved at være forbi, og de grafiske kort, som vi kender dem i dag, blev mere og mere almindelige. Man genfinder dog stadig elementer fra læsekortene i nutidens lodsbøger.

Eksemplaret i udstillingen er venligst udlånt af Det Kongelige Bibliotek.

Gå til top