Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!

At finde den rigtige retning

Når man skal et sted hen, er det afgørende at vide, i hvilken retning man skal sejle for at nå sit mål. Det er også vigtigt at vide, om man så følger den rette kurs. På havet kan det være svært at bedømme.

Det magnetiske kompas, hvor nålen altid peger mod nord, blev udbredt i løbet af middelalderen. Med kompasset kunne man nu selv i tåge og regn finde verdenshjørnerne.

Herunder kan man se et udvalg af M/S Museet for Søfarts instrumenter til retningsbestemmelse.

Herunder kan du læse mere om nogle af museets kompasser og andre instrumenter til retningsbestemmelse.

Gyrokompas fra HAVFRUEN

Et gyrokompas virker uafhængigt af magnetisme. Et indre roterende hjul holder altid kompasset i samme retning, selvom skibet ændrer kurs.

Med gyrokompassets fremkomst i begyndelsen af 1900-tallet fik man et fantastisk redskab til retningsbestemmelse. Med det behøvede man ikke at forholde sig til magnetkompassets svagheder som den geografiske misvisning og metals påvirkning af kompasnålen.
Gyrokompasset fungerer ved hjælp af et lille roterende hjul, et gyroskop, inde i kompasset. Når først gyroskopet er sat i gang og orienteret mod nord, vil det blive ved at pege mod nord, selvom skibet ændrer kurs.
Dette gyrokompas stammer fra den danske flådes undervandsbåd HAVFRUEN fra 1912. Det er fabrikeret af det tyske firma Anschütz, der i begyndelsen af 1900-tallet var blandt de første til at gøre gyrokompasser både brugbare og populære. I en tid, hvor stålskibe gjorde magnetkompasser sværere at bruge, men hvor man til gengæld kunne have elektricitet om bord, var gyrokompasset et stort fremskridt.
Gyrokompasser bruges stadig om bord på nutidens skibe, hvor de sammen med GPS udgør en vigtig del af styringen.

Kompassets oprindelse og myten om Flavio Gioia

Vi ved, at man i Kina havde en form for kompas, før den første beskrivelse i Europa i 1190. Men det er ikke sikkert, at det maritime kompas er kommet til Europa fra Asien. Måske skabte man det i Sydeuropa uafhængigt af asiatisk viden.

I den syditalienske by Amalfi står en statue af Flavio Gioia, der ifølge en indskrift skulle være kompassets opfinder. Det er imidlertid en myte. Gioia har aldrig eksisteret i virkeligheden.

Myten om Gioia opstod ved en fejllæsning af nogle historiske kilder i 1400-tallet, hvor forkert tegnsætning førte til en misforståelse, der fik Flavio Gioia til at opstå som et sært eksempel på historieskrivningens faldgruber. Ønsket om at kunne knytte det gådefulde kompas til en bestemt person, i dette tilfælde en opfindsom sømand, har fået det til at løbe af med mange historikere gennem tiden.

Den sande historie om kompassets fødsel er stadig indhyllet i fortidens tåger – på trods af den fine statue i Amalfi.

Magnetkompasset – som det fra 1700-tallet, der ses her – var en af middelalderens vigtigste opfindelser. Det blev uundværligt for søfolk og brugt af mange andre. Findes der et mere berømt navigationsinstrument?

Nathuset fra STOREBJØRN

Kompassets beskyttende stativ kaldes et nathus. Dette kompas stod om bord på isbryderen STOREBJØRN, der i mere end 40 år hjalp handelsskibe i de danske farvande, når isen i fjorde og bælter gjorde det svært at komme frem.

STOREBJØRN blev bygget på Aalborg Værft i 1931 til Statens Istjeneste. Den sejlede frem til 1976.

I STOREBJØRNs levetid havde handelsskibene ikke så stærke motorer som i dag. Nutidens skibe kan sejle gennem tykkere is, end man kunne dengang. Isen gav især problemer for de mange mindre skibe, der skulle ind til de danske provinshavne. Mange af disse havne ligger ud til beskyttede farvande, der hurtigt fryser til is.

På STOREBJØRNs tid havde de mere erhvervstrafik, end det er tilfældet i dag. Behovet for isbrydning var derfor stort. I de hårdeste vintre måtte isbryderne også hjælpe større skibe med at komme gennem Storebælt og Øresund.

Efter STOREBJØRNs ophugning fik Handels- og Søfartsmuseet, det nuværende M/S Museet for Søfart, overdraget en del af udstyret fra broen samt hele officersmessens interiør.

Pindekompasser

Pindekompasset viste den kurs, man havde sejlet – og hvor hurtigt. Hvis styrmanden havde sat pindene i de rette huller, kunne han senere rekonstruere ruten.

Når man i sejlskibstiden loggede farten og noterede sig skibets kurs, var det primært for at kunne regne ud cirka, hvor langt man var kommet. Man målte farten mange gange i løbet af døgnet, gerne hver halve time. Pindekompasset gjorde det nemt og hurtigt at notere fart og kurs uden at skulle have fat i logbogen og udsætte den for vind og vand. Man kunne også bruge pindekompasset, selvom man ikke kunne skrive.

Pindekompasset består et stykke træ med en kompasrose. I kompasrosen er der huller, hvor man kan placere de mange små pinde, der hænger i instrumentet. Neden for kompasrosen er der huller til at indikere farten. Når man havde målt farten, tog styrmanden en pind og placerede den i det passende hul. Herefter så han på skibets kompas, hvilken kurs skibet sejlede, og satte en anden pind i det relevante hul i pindekompassets rose.

Når man havde sat pinde i flere gange i løbet af natten, kunne kaptajnen eller en anden navigatør om morgenen rekonstruere skibets fart og kurs gennem den tid, han havde sovet.

Wolfgang Englerts kurslineal

Tidligere var instrumenter som denne kurslineal af plastik vigtigt udstyr for fritidssejlere på langfart. Med GPS er navigation blevet nemmere for alle.

I dag har vi GPS, men tidligere måtte man bruge instrumenter som lineal og papirsøkort for at kunne sætte en sikker kurs.

Den tyske gymnasielærer Wolfgang Englert, født 1939, lærte på Bayerns søer at sejle kapsejladsjoller som voksen i 1960’erne. Han deltog i mange kapsejladser og underviste i børn i sejlads. I 1982 begyndte han at interessere sig for havsejlads og gennemførte sammen med sin hustru Elke uddannelsen til yachtskipper.

I 1997-2000 sejlede Englert med hjælp af denne lineal sin båd SEELEBEN fra Slovenien, syd om Italien til Rhônemundingen i det sydlige Frankrig. Efter flodsejlads via Rhône, Saone, Mosel, Rhinen, Mittellandkanal og Elben sejlede han igennem de danske farvande og videre til først Bergen og siden Ålandsøerne. Efter at have solgt sin sidste båd DA CAPO, overlod han linealen til sin søn Anton, inspektør på Vikingeskibsmuseet, der donerede den til M/S Museet for Søfart.

Gå til top