Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!

Fart

Fartmåling hørte til sømandens mest almindelige opgaver. Den er også blandt de ældste navigationsmetoder, vi kender.

Med tiden ændrede den sig fra øjemål, over punktvise målinger, til en form for speedometer, som vi kender det fra biler.

Hvis sømanden kendte skibets fart, kunne han regne ud, hvor langt han havde sejlet, og hvor langt han var fra sit mål. Han skulle dog huske på, at han målte farten gennem vandet og ikke over havbunden. På grund af strømmen kunne der være forskel.

Herunder kan du læse mere om nogle af museets logge.

Håndloggen

Ordet log kommer fra engelsk, hvor det betyder træstamme eller træstykke. Ordet er gået ind i det maritime sprog, fordi man i middelalderen af og til kastede et træstykke ud forude i skibet og målte den tid, det tog for skibet at passere træstykket.

I 1700-tallet var den mest almindelige logtype håndloggen, der bestod af en rulle med en line med en række knob på, i hvis ende der var fastgjort en lille træplade. Når man havde kastet træpladen i vandet, stod den på højkant og skabte derved nok modstand til at trække linen ud. Mens skibet sejlede, tog en sømand tid, mens en anden talte linens knob, der gled ud gennem hånden. Det er derfor, man i dag stadig måler skibes fart i knob.

Ordet log er vandret videre ind i sproget, først som logbog, altså den bog hvori man nedskrev hvad loggen viste, og siden som weblog, altså en internetbaseret logbog – i daglig tale en blog.

Denne log er skabt af en historisk interesseret arbejder på Helsingør værft i 1960, men faktisk solgte firmaet Weibach håndlogge helt op til 1980’erne. Især på Færøerne var de populære.

Urmager Undéns rælingslog

Undéns log lignede på mange måder den type log, som engelske Walker siden fik stor succes med. Konkurrencen var hård, og Undén fik aldrig masseproduceret sin opfindelse. Han døde fattig.

Den danske urmager Carl Gotfred Undén fik i 1850 kongeligt patent på denne roterende rælingslog. Han havde i nogle år arbejdet med konceptet, samtidig med at han passede sin urmagerforretning i Aalborg.

Den roterende rælingslog var i midten af 1800-tallet noget som opfindere flere steder i verden arbejdede på at udvikle og producere. Det er påstået, at Undéns log var den første, hvor aflæsningsmekanismen sad på skibets ræling. Det er dog ikke rigtigt. De engelske firmaer Walker og Massey havde patenter tidligere.

Undén bragte sin opfindelse til den store nordiske udstilling for industri og kunst i 1872, men den blev ikke en kommerciel succes. Konkurrencen var hård, og det var Walkers udgave i form af den berømte Cherub, der blev dominerende. Da Undén døde i 1886, boede han i små kår med sin kone på det gamle kloster i sin fødeby Helsingør.

M/S Museet for Søfarts eksemplar af Undéns log blev sidst i 1800-tallet brugt om bord på fregatten FREYA, der var ejet af rederiet Puggaard i København.

Walkers Cherub rælingslog

Det engelske firma Thomas Walker & Son, der havde hjemme i Birmingham, blev i slutningen af 1800-tallet verdens mest succesfulde producent af logge. Det skyldtes ikke mindst denne model med navnet Cherub, der kom på markedet i 1878.

Cherub var en videreudvikling af Walkers Harpoonlog fra midten af 1800-tallet. Fordelen ved Cherub var, at man i modsætning til på Harpoon, kunne aflæse loggen uden at tage den ud af vandet. Det kunne lade sig gøre, fordi loguret sad på rælingen og ikke på den del af loggen, som man slæbte i vandet efter skibet. Med Cherub fik man altså en log, hvor man hele tiden kunne se skibets udsejlede distance.

Thomas Walker var ikke den eneste, der arbejdede med at skabe en rælingslog. I Danmark fik urmager Undén fra Helsingør allerede i 1850 patent på en tilsvarende indretning. Men det var Walker, der havde kapacitet, dygtighed og held til at masseproducere og distribuere sit produkt.  Opdaterede udgaver af Cherub var i brug langt op i 1900-tallet.

Walkers Trident log

Det engelske firma Thomas Walker & Son introducerede i 1902 den elektriske log med ur på broen. Det betød, at man nu kunne stå på kommandobroen og se skibets fart.

Selve målemekanismen blev stadig slæbt efter skibet, og det mekaniske rælingsur sendte nu data via elektrisk kabel til broviseren.

I begyndelsen af 1900-tallet havde de fleste skibe åben bro, så man slap ikke for vinden og regnen. Alligevel var det en stor fordel, at man hele tiden kunne se farten uden at skulle ned på dækket. Fordi Trident-loggen, og andre logge med ure om bord på skibet, kunne holdes i vandet gennem lang tid, kunne man konstant måle farten, ligesom vi i dag kender det fra biler. Tidligere havde man været nød til at beregne gennemsnitsfarten på baggrund af udsejlet distance i en bestemt periode.

Denne Trident log sad på fyrinspektionsskibet ARGUS i 1940’erne. I dag bruger man ikke længere slæbelogge men GPS og fastmonterede logge.

Gå til top