Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!

Dybde

Dybdemåling er den mest basale form for navigation. Hvis der ikke er dybt nok, kan skibet ikke sejle, og så er alle de andre instrumenter ligegyldige.

Loddet er det ældste navigationsinstrument, vi kender. Sømanden brugte loddet til at undgå grundstødninger. Samtidig kunne han med loddet føle sig frem i havbundens landskab, som mange søfolk kendte næsten lige så godt som landjorden.

Herunder kan du læse mere om et udvalg af museets dybdemålere og andre relaterede genstande.

Håndloddet

Loddet er det ældste navigationsinstrument, vi kender. Det er ikke så underligt. Hvis der ikke er dybt nok, kan skibet ikke sejle, og så er alle andre navigationsinstrumenter overflødige.

Det ældste billede af en mand, der bruger lod, findes i en egyptisk grav. Her ses en sømand, der fra en båd sænker sit lod ned i vandet for at bestemme dybden – den samme proces som søfolk i årtusinderne efter ham har haft som en naturlig del af deres liv til søs.

Loddet, et aflangt stykke bly eller sten for enden af en snor, er mere avanceret, end det ser ud. Det kunne give sikkerhed, hvis man sejlede på ukendt hav. Samtidig kunne det guide den stedkendte sømand, der med loddet som følehorn fandt vej over en havbund, han kendte i forvejen.

For enden af lodderne er der en lille hulning. I den kom man klæbrigt fedt – talg. Lidt af havbunden sad så fast i talget, når man hævede loddet. På den måde kunne man se, hvilken slags bund det var. Hvis man kendte havbunden, kunne man navigere efter bundprøverne.

Museets håndlod er lavet af bly. Lodder som dem har været brugt i årtusinder.

Kaptajn Clausens dybdemåler

I 1800-tallets sidste halvdel arbejdede opfindere i ind- og udland med at skabe alternativer til det klassiske håndlod. En af dem, der fik størst succes i Danmark, var Carl Clausen.

Carl Theodor Emil Clausen levede fra 1857 til 1938, og han var kaptajn i den danske flåde.

Clausens dybdemåler virkede ligesom Kelvins ved vandtryk, men brugte ikke farvede rør. I stedet løb vandet over i et parallelt rør med skala. Det var en praktisk løsning.

Hans dybdemåler består af to u-formede glasrør med en åben ende, hvor vandet bliver presset ind, og en lukket ende med en hane til at lukke vandet ud, når man har aflæst apparatet. Rørene sænkes lodret ned i vandet med u-bøjningen opad, til de rammer bunden. Når vandtrykket stiger, vil luften blive presset sammen, og vandet vil på ca. 10 m dybde begynde at løbe over u-bøjningen og ned i målerøret, der er inddelt med skalaer for dybde. Når dybdemåleren er taget op, kan man aflæse vandsøjlen og dermed dybden.

Clausens opfindelse, der blev fabrikeret af firmaet Cornelius Knudsen, blev brugt i flåden fra tiden omkring Første Verdenskrig, hvor den afløste et engelsk mærke. Dybdemålere som denne blev brugt om bord på danske skibe op til 1950’erne.

Rapporten fra rejsen med PRØVEN

Den 24. november 1782 lettede fregatten PRØVEN anker i København og satte kursen mod Caribien. Målet med rejsen var at afprøve de første kronometre, der var bygget i Det Danske Rige.

Turen bragte kaptajnen Poul de Løwenørn og hans besætning til Dansk Vestindien. Løwenørn interesserede sig ikke kun for afprøvningen af kronometrene. Han var interesseret i alle navigationens aspekter. Da PRØVEN sejlede mod syd gennem Den Engelske Kanal, loddede Løwenørn og hans besætning igen og igen. De målte ikke bare dybden. De var også interesserede i havbundens type. Løwenørn vidste nemlig, hvordan den varierede. Han kunne, uden at se kysten eller konsultere kronometret, se hvor i Kanalen han befandt sig.

Blandt fortidens søfolk, også mange århundreder før Løwenørn, var det almindeligt at kende havbunden. Den var nogle steder stenet og andre steder sandet. Nogle steder var der grus og nogle steder mudder. Man kendte den, som man kendte landjorden, og man navigerede efter bundprøverne, som loddet bragte med op.

Poul de Løwenørns rejste med PRØVEN fra 1782-83. I sin rapport beskriver han lodning og bundforhold i Den Engelske Kanal.

Simrad ekkolod

Ekkoloddet blev udviklet i 1920’erne. Det blev hurtigt forbedret og blev i sidste del af 1900-tallet den dominerende metode til dybdemåling.

Et ekkolod virker ved, at en maskine om bord på skibet sender et lydsignal ned i vandet. Lyden reflekteres fra havbunden og returnerer til skibet. Man kender lydens hastighed gennem vand, og man kan derfor måle afstanden til havbunden ud fra, hvor lang tid det tager for lyden at vende tilbage.  Man måler altså tiden mellem signal og ekko.

Simrad er et norsk firma, der blev etableret i 1946 af Willy Simonsen. Firmaets navn er en sammentrækning af Willy Simonsen Radio A/S.  Efter Anden Verdenskrig blev det unge firma valgt af den norske stat til at udvikle et ekkolod til den norske flåde. I 1950 var det første Simrad ekkolod på markedet.

En af Willy Simonsens drømme var at skabe en god teknologi for norsk fiskeri. Lyden fra et ekkolod vender også tilbage fra ting, der befinder sig i vandet over havbunden – eksempelvis fiskestimer. Man kan indstille ekkoloddet til at være mere eller mindre følsomt over for genstande over havbunden. Det kender mange lystfiskere fra deres søgen efter fisk under båden.

Museets ekkolod er fra 1970’erne.

Gå til top