Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!

Indien

Den sydligste by i det lille dansk-norske imperium var handelsstationen Trankebar. Her samledes laster af bomuldsstoffer til skibene, suppleret med salpeter, farvetræ og peber.

I den florissante periode i slutningen af 1700-tallet dækkede Trankebar lidt over 100 km2.

I Bengalen mod nord lå Frederiksnagore, som i løbet af 1700-tallet blev et vigtigt handelssted for de danske skibe. Derudover etablerede Asiatisk Kompagni faktorier i Patna, i Balasore, i Orissa, i Porto Novo samt i Calicut og Colachel på Malabarkysten.

Flere gange forsøgte danskerne at etablere en koloni i øgruppen Nicobarerne mod øst. Ordrerne hjemmefra om at bosætte sig ved de sumpede kyster fik kolonisterne til at dø som fluer.

Siden begyndelsen af 1600-tallet havde det dansk-norske rige haft kolonier i Indien. Kolonierne var formelt set ejet af handelskompagnier. Det gav en stor fleksibilitet i forholdet, da man ikke var bundet af rigernes alliancer og krige, men kunne handle friere.

I 1777 overtog kronen ejerskabet af de danske besiddelser og faktorier i Indien, hvilket gav private mulighed for at konkurrere i handlen på lige fod med Asiatisk Kompagni.

Herunder kan du læse mere om nogle af genstandene som findes i udstillingen Teselskabet.

Maleri af Severin Kierulf

For nogen blev de fjerne kolonier og handelsstationer et nyt hjem. Severin Kierulf er et godt eksempel på en dansker, der levede en stor del af sit liv langt fra fødestedet. I alt 45 år tjente han Asiatisk Kompagni.

Sandsynligvis kom han til Indien under navnet Søren Kierulf med skibet GANGES i 1776. Skibet tilhørte Asiatisk Kompagni, og Kierulf havde stilling som botteler, dvs. proviantforvalter.

Skibet ankom til den danske handelsstation Frederiksnagore i Bengalen i november 1776, og i januar 1777 fik han nyt job som assistent til en løn af 24 rupier om måneden.

Stillingen gav ham også mulighed for at drive privat handel, for i 1782 var han medindehaver af og bogholder for handelshuset Duntzfeldt, Blom og Kierulff i Frederiksnagore.

Fra 1788 til 1799 var han i Trankebar, hvor han i 1790 blev gift med den tyveårige Frederikke Humble. Fra 1799 til 1822 var Kierulf faktor i Serampore, fra 1812 førstefaktor. Faktorerne var de handelschefer, der i Asiatisk Kompagnis tjeneste stod for indkøb og salg af varer.

Efter 45 års ophold i Indien vendte Kierulf i 1822 tilbage til Danmark som passager på fregatskibet NYMPHEN, ført af hans søn Poul Severin Kierulf.

Vil du læse mere?

Du kan læse mere om Severin Kierulf i museets årbog fra 1980, s. 142-146, skrevet af museumsinspektør Hanne Poulsen.

Kierulfs efterkommere har skrevet bogen Kierulfske Studier fra 1918, som kan hentes fra den private hjemmeside Humble-slægtens historie.

Model af BIEKUBEN

BIEKUBEN eller ROEPSDORFF, som det først hed, var et fregatskib på ca. 360 tons. Det blev bygget i København 1778 til forhenværende Generalguvernør på St. Thomas, Ulrich Wilhelm Roepstorff, der satte skibet i fart på Vestindien. Med udbruddet af Den Amerikanske Uafhængighedskrig blev farten på Indien uhyre lukrativ.

Flere skibe blev nu overført til den fart, deriblandt ROEPSTORFF, der i 1781 blev overtaget af de Coninck & Reisersen i samarbejde med Niels Ryberg og ude i Indien Ole Bie.

ROEPSTORFF vendte hjem fra sin første rejse med en ladning, der havde en værdi af 350.00 rdl.

I 1783 blev ROEPSTORFF døbt om til BIEKUBEN, og under det navn fortsatte skibet med at være i fart på Indien.

Modellen er bygget af Tage Blum og Christian Nielsen.

Svenske kobberplademønter

I november 1780 forliste det danske skib GREV ERNST SCHIMMELMANN ved Porto Prayo ved Kap Verde Øerne. I lasten var der bl.a. en stor mængde svenske kobbermønter, der på indiske skibsværfter skulle bruges til kobberforhudning af skibe.

GREV ERNST SCHIMMELMANN var ejet af firmaet Fred. de Coninck & N.L. Reisersen og på rejse fra København til Indien.

Sverige var rigt på kobber. Så rigt, at landet mellem 1624 og 1768 havde forladt sølvmøntfoden til fordel for en kobbermøntfod. Da værdien af kobber var 100 gange mindre end sølv, medførte det, at en svensk 10 dalers kobbermønt kom til at veje 19,7 kg. Derfor gik Sverige efter 1768 tilbage til en sølvmøntfod.

I 1999 blev GREV ERNST SCHIMMELMANNs vrag udgravet, og mønterne her stammer fra vragets kobberlast.

Vil du læse mere?

Danmarkshistorien.dk kan du læse mere om handelsstationen Trankebar.

Den private Foreningen Trankebar arbejder på at vedligeholde den danske kulturarv i Trankebar i Indien.

Gå til top