Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!

Dampskibet SCOTIA

S/S SCOTIA blev torpederet under en storm i 1939. Den tyske ubåd forhindrede det nærliggende skib S/S HAFNIA i at hjælpe. To søfolk overlevede i den ene redningsbåd. Den anden redningsbåd og 19 søfolk forsvandt.

S/S SCOTIA blev bygget i København i 1923. SCOTIA var bygget til kultransport og var derfor indrettet som en såkaldt selvtrimmer, dvs. lastrummene var indrettet således, at det løse kul ikke kunne forskydes under sejlads og dermed bringe skibet i fare for at kæntre.

Danmark var på dette tidspunkt afhængig af at kunne importere brændsel såsom kul fra de europæiske havne i Tyskland og Storbritannien. Transporten foregik typisk med kuldampere som S/S SCOTIA, der med en størrelse på 2381 b.r.t. kunne transportere, hvad der svarede til fem godstog med 40 vogne i alt.

I årene mellem 1923 og udbruddet af 2. verdenskrig var S/S HAFNIAs sejlads derfor forholdsvis begivenhedsløs fast rutefart imellem Danmark og de europæiske kulhavne for rederiet De Forenede Kulimportører (DFK).

Kollisioner i Østersøen 1927

Den 19. marts 1927 var S/S SCOTIA på vej til Danzig i Polen. Tidligt om morgenen opstod der tæt tåge ikke langt fra Bornholm. SCOTIA udsendte tågesignal, og kl. 4.30 hørtes et tågesignal, hvorfor SCOTIA straks stoppede maskinen. Man ventede i fem minutter dog uden at høre flere signaler. Man fortsatte langsomt frem, og ti minutter senere hørtes et svagt tågesignal, hvorefter der straks blev beordret fuld kraft bak. Men da var det allerede for sent. Pludselig sås lanterne og sejl fra den lille bornholmske skonnert KAREN af Rønne dukke frem fra tågen.

SCOTIA pløjede 2-3 meter ind i KAREN midtskibs om styrbord, og skibet sank efter kun 2 minutter. Til alt held lykkedes det for KARENs tre besætningsmedlemmer at redde sig om bord i jollen, og bagefter blev de bjærget af SCOTIA. Det viste sig senere, at besætningen på KAREN havde undladt at udsende tågesignal, da man kort før kollisionen havde stagvendt, hvorfor man havde bragt sig direkte på kollisionskurs med SCOTIA, som var uvidende om den lille skonnerts tilstedeværelse. [1]

Men SCOTIAs prøvelser var ikke forbi den dag. Senere på formiddagen opstod der igen tæt tåge. Hastigheden blev straks beordret ned, og man begyndte at afgive tågesignaler.

Kl 11.30 sås pludselig lanternen fra S/S AALBORG. De to skibe var på direkte kollisionskurs. I sådan en situation skal begge skibe altid dreje af mod styrbord så de styrer væk fra hinanden. S/S AALBORG fulgte ikke proceduren. I stedet drejede AALBORG af mod bagbord og undlod at varsko SCOTIA at man var begyndt at dreje af mod bagbord. AALBORG kom derfor på samme kurs som SCOTIA. De to skibes skibssider  ramlede sammen og lå i en tid og klappede mod hinanden.  Til alt held opstod der kun mindre buler i de to skibe, der kunne fortsætte deres rejser. [2]

Torpederingen i Nordsøen 7. december 1939

Kort efter 2. verdenskrigs begyndelse i september 1939 blev flere danske skibe sænket som følge af krigshandlingerne.

Den 7. december indtraf det værste danske forlis, krigen endnu havde kastet af sig.

Sent om aftenen var det begyndt at blæse op i Nordsøen. SCOTIA fulgtes med et andet DFK-skib, S/S HAFNIA. De to skibe var på vej til Skotland for at hente kul. Kl. 23 besluttede SCOTIAs kaptajn E. A. Nielsen sig for at gå til ro. Inden han forlod broen, bad han den vagthavende styrmand om at vække sig, hvis noget usædvanligt skulle indtræffe. Kaptajnen lagde sig på sofaen i sit kammer, men omkring midnat blev han pludselig vækket af en voldsom eksplosion. Han var fortumlet, han lå ikke længere på sofaen men var blevet kastet over i den anden ende af kammeret. Alt inventar i kammeret var splintret.

Kaptajnen løb op på dækket, hvor dæksbelysningen var slukket, og fløjten konstant lød med en øredøvende larm. Her fandt han 1. styrmanden, men larmen fra fløjten var så øredøvende, at kaptajnen måtte opgive at gøre sig selv forståelig. Herefter forsøgte han at komme op i styrehuset for at tænde nødbelysningen til redningsbådene. Men styrehuset var blevet splintret af eksplosionen. Han løb derefter ned til redningsbæltekassen, hvor en del af besætningen var ved at iklæde sig redningsbælter. Kaptajnen beordrede dem til straks at gå i bådene, da forskibet allerede lå meget dybt i vandet.

Herefter løb han ind i passagerkammeret og greb her to sække med olietøj og konservesmad. Den ene sæk blev givet til de fra besætningen, som ville gå i redningsbåden til bagbords, og kaptajnen tog den anden sæk med til styrbords redningsbåd. På vej til redningsbåden faldt han og tabte sækken, der blev væk i mørket. På bådedækket opholdt hele mandskabet sig ved bagbords redningsbåd, skønt den lå i vindsiden. Det var aldeles vanskeligt at få båden i vandet, og panikken begyndte at brede sig i mørket, samtidig med at havet åd sig hastigt ind på skibet.

Kaptajnen prøvede uden held at få mandskabet til at opgive den bagbords redningsbåd og i stedet forsøge sig med at sætte redningsbåden i styrbords side i vandet. Kun 2. styrmand Tobiassen lod sig overtale. Han var ved eksplosionen blevet slået i dækket af en bjælke, men havde til alt held haft kræfter til at rejse sig igen. Sammen lykkedes det for de to mænd at få sat styrbords redningsbåd i vandet.

Da båden var kommet i vandet, løb kaptajnen tilbage til bagbords side. Men nu var redningsbåden her væk, og bådedækket helt tomt for mennesker. Han løb derefter tilbage til styrbords side, hvor han fandt, at Tobiassen nu lå i vandet, mens han klamrede sig til redningsbåden. Kaptajnen lod sig fire ned i båden og fik med stort besvær hevet 2. styrmanden ind i sikkerhed. Nu gjaldt det om at komme fri af SCOTIA, der allerede lå meget dybt i vandet.

De var kun kommet ganske kort væk, da damperen rejste sig i vandet og med forskibet lodret op sank ned i dybet. Der var kun gået 3-5 minutter fra eksplosionen, til SCOTIA var forsvundet under havoverfladen. [3]

Skibbrudne

Efter at kaptajn Nielsen og 2. styrmand Tobiassen var kommet til sig selv, fik de øje på S/S HAFNIAs lanterner og kunne høre, at der tæt ved blev råbt mange gange fra flere forskellige stemmer ”Hafnia ohøj!”. Det var mandskabet i den anden redningsbåd, der desperat forsøgte at fange HAFNIAs opmærksomhed.

Det stormede, og redningsbåden tog vand ind. De to danske søfolk begyndte at øse og fik tændt flere nødblus. På et tidspunkt så det ud som om, at HAFNIA havde fået øje på dem og var ved at komme dem til undsætning, men skibet forsvandt i mørket. Hvad de overlevende fra SCOTIA ikke vidste, var, at den tyske ubåd, der havde torpederet SCOTIA, var dykket ud og havde optrådt på en sådan måde, at HAFNIA ikke turde fortsætte eftersøgningen.

Blæsten og bølgerne tog til, og stemmerne fra den anden redningsbåd forsvandt. Det var det sidste, der blev hørt eller set til de andre besætningsmedlemmer fra SCOTIA. I Nielsen og Tobiassens redningsbåd var situationen også alvorlig. De mange bølger havde gjort stormtændstikkerne våde og ubrugelige, så de kunne hverken sende nødraketter eller tænde lanternen.

De forsøgte uden held at undgå, at de mange bølger slog ind i båden ved at ro den op imod søen, men uden held. Da det begyndte at lysne, fik de to skibsbrudne søfolk held til at rejse en mast med en sæk på toppen.

Fjorten timer efter at være blevet torpederet blev kaptajn Nielsen og 2. styrmand Tobiassen fundet af den svenske damper LILY. Kort efter fik kaptajn Nielsen øje på SCOTIAs tomme redningsflåde, men den anden redningsbåd blev aldrig fundet. 19 danske søfolk var døde.[4]

Krigshelt?

Det var den tyske undervandsbåd U-23 under kommando af kaptajnløjtnant Otto Kretschmer, der stod bag sænkningen af SCOTIA.  Ifølge folkeretten var det forbudt at sænke neutrale skibe.

Danmark var ikke krigsførende, og selvom skibet var på vej til Skotland, var det ikke tilladt at sænke skibet, medmindre det førte varer, som kunne bruges i krigsøjemed. Men SCOTIA sejlede i ballast, dvs. skibet havde ingen last om bord.

Samtidig havde ubåde en forpligtelse til at varsko et civilt skib, når det agtede at sænke det. Angrebet på SCOTIA var kommet uden varsel, og kaptajnløjtnant Otto Kretschmer havde ikke sikret sig, hvorvidt SCOTIA førte en last der havde krigsmæssig værdi for briterne. Den tyske flådeledelse havde allerede kort efter krigen var brudt ud opfordret sine ubådschefer til at føre en aggressiv kamp imod overfladeskibe.

Det kan næppe påstås, at Kretschmer ikke vidste, at SCOTIA var neutralt. Skibet var markeret med store danske dannebrog, og der var malet Danmark på siden. Samtidig havde den tyske ubåd længe skygget det danske skib for allerede ca. en halv time, før skibet blev torpederet, havde ubåden afskudt en torpedo mod SCOTIA, som havde ramt forbi. Det gjorde heller ikke sagen bedre at U 23 dukkede op til overfladen efter torpederingen og med en aggressiv adfærd fortrængte HAFNIA og et andet skib fra at søge ind til forlisområdet for at lede efter overlevende.

Havde HAFNIA haft mulighed for aktivt at eftersøge forlisstedet, kunne man måske have reddet den anden redningsbåd, som man må formode siden kæntrede i det tiltagende blæsevejr.

For Otto Kretschmer var sænkningen af SCOTIA medvirkende til, at han, efter at togtet var afsluttet en uge senere, kunne modtage medaljen Jernkorset af 2. grad fra admiral Karl Dönitz. Kretschmer overlevede krigen og blev siden en højtstående officer i den tyske flåde efter krigen. Kretschmer blev aldrig retsforfulgt ved Nürnbergdomstolen for brud på folkeretten ved sænkningen af SCOTIA.

Forslag til videre læsning
Frank Allan Rasmussen & Bent Vedsted Rønne: Dansk Søfarts historie bind 6, 1920-1960 – Damp og diesel, Gyldendal, 2000
Christian Tortzen: Søfolk og skibe 1939-1945, bd. 1-4, Tønder, 1983
Christian Tortzen: Kampen på havet, danske søfolk under anden verdenskrig, København, 2011
Kenneth Wynn: U-Boat Operations of the Second World War, bind 1-2, 1998

[1] Ministeriet for Handel, Industri og Søfart, Dansk Søulykke-statistik, København 1927 nr.175 og 248
[2] Ministeriet for Handel, Industri og Søfart, Dansk Søulykke-statistik, København 1927 nr.2 og 248.
[3] Ministeriet for Handel, Industri og Søfart, Dansk Søulykke-statistik, København 1939, nr. 297, Politiken d. 14. december 1939 s. 5-6
[4] Politiken d. 14. december 1939 s. 5-6, Politiken d. 21. december 1939, s 5.

Gå til top