Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold
Modtaget!
Åbent i dag kl. 11:00 - 17:00.

AKTUEL UDSTILLING

Frihedens værksted – Kløvedal og livet med Nordkaperen

 Oplev Troels Kløvedals eventyrlige liv og møde med verdens kulturer i udstillingen “Frihedens Værksted”. Udstillingen kan opleves til og med 16. august 2020.

Udstillingen “Frihedens Værksted” sætter fokus på livet og rejserne med Nordkaperen.  I udstillingen kan man bl.a. opleve klip fra rejserne med Nordkaperen og ikke mindst en lang række af Troels Kløvedals private ejendele.

Udstillingen er lavet i et samarbejde mellem Troels Kløvedal, og Naturhistorisk Museum i Aarhus.

“Hvis man fik rejsebacillen i kroppen af at høre eller læse om hans ture på verdenshavene, er der mere pirring at hente…”  Politiken

 

Udstillingen er støttet af Nordea-fonden, TORM Fonden, William Demant Fonden og Statens Kunstfond

KLØVEDALS LIVSREJSE (1) i den øverste glas-bro, hvor vi møder Troels Kløvedal på de vidt forskellige arenaer, hans liv har udfoldet sig på. Den tidlige barndom i København og ungdommen i Helsingør, hvor han stod i lære som skibselektriker på netop dét sted, M/S Museet for Søfart ligger i dag. De skelsættende år, hvor han sammen med vennerne købte Nordkaperen og satte ud på de første af mange eventyrlige togter, der mere end noget andet formede Kløvedal som menneske. Og livet som forfatter, historiefortæller og eventyrer, der har gjort ham til en lysende inspirationskilde for mange danskere. TROELS’ LIVSREJSE skildres gennem hans egne ord, personlige ejendele og et stort udvalg af filmklip og private fotos.

I TROELS’ SKATKAMMER (2) for foden af den nederste glas-bro møder vi Kløvedal gennem hans egne personlige skatte. Skatte fra den store samling af (vid)underlige ting, han bragte med sig hjem fra togterne. Og skatte i form af den livsfilosofi, han byggede op gennem livet og gavmildt delte ud af til alle omkring sig. Oplev også stemningen og livet ombord på Nordkaperen i filmen ”Opdag verden” skabt til udstillingen med helt nye optagelser fra et af Nordkaperens seneste togter.

LYDEN AF FRIHED Fra museets café er der adgang videre ud i museets indre gård, Dokken, (3), hvor et nykomponeret lydværk, ”Frihedens Værksted”, kan opleves. Lydinstallation af komponist Hans Sydow inspireret af Troels Kløvedals liv. Når du står i midten af højttalerorkestret i dokken på Museet for Søfart kan du sanse Kløvedals lydverden. Det er en rejse ud i verden og ind i sindet, på sporet af de lyde, der akkompagnerede Kløvedals rejse. Det er således ikke Kløvedals stemme eller lyd fra Nordkaperen, der indgår i installationen, men derimod en lydfantasi over hans liv. Når skibsklokken lyder tager vi afsted og  det er vinden, der bringer os på vej.

Lydbilledet beskriver et togt, fra forberedelserne i første sats over rejsen ud i verden i anden sats, mødet med det fremmede i tredje sats og rejsen hjem igen i fjerde sats. Et cyklisk forløb, der gentages igen og igen. På tværs af forløbet er der lydlige referencer til forskellige livsfaser: I starten med citater fra et digt, der knytter sig til Kløvedal og Kronborg, barnestemmer og sang under den hvide bro på rejsen ud og den gamle sømands enegang på vejen hjem.

Har du nogensinde sejlet med Nordkaperen?

Så vil vi elske at hænge dig op på M/S Museet for Søfart – i form af et foto, hvor du, din historie og Nordkaperen er med.
Siden Troels Kløvedal i 1967 købte Nordkaperen med en flok venner, har skibet dannet ramme om uforglemmelige rejseoplevelser for rigtigt mange.
Er du en af dem? Og har du et foto af dig selv på et togt med kaperen, som må blive en del af udstillingen
Hvis ja, så send endelig dit foto og lidt om dit eventyr til os. De billeder og historier, som bliver udvalgt, bliver udstillet på museet i et stort collageværk, som vil vokse gennem hele udstillingsperioden. Vi glæder os til at se, hvad I har i gemmerne.
Som tak for dit bidrag giver M/S Museet for Søfart dig og fire af dine venner/familiemedlemmer billetter til udstillingen, som åbner i oktober (børn er gratis).

Du kan sende fotos og tekst på mail til formidlingschef Marie Ørstedholm på mo@mfs.dk . Skriv gerne “Nordkaperen og jeg” i emnefeltet.

Gå til top