If you use this site, you agree to our use of cookies. On our website cookies are used primarily for traffic measurement and optimization of online content.
That's ok!

I dybden – Navigation og verdensbilleder – Fart – Urmager Undéns rælingslog

Urmager Undéns rælingslog

Undéns log lignede på mange måder den type log, som engelske Walker siden fik stor succes med. Konkurrencen var hård, og Undén fik aldrig masseproduceret sin opfindelse. Han døde fattig.

Den danske urmager Carl Gotfred Undén fik i 1850 kongeligt patent på denne roterende rælingslog. Han havde i nogle år arbejdet med konceptet, samtidig med at han passede sin urmagerforretning i Aalborg.

Den roterende rælingslog var i midten af 1800-tallet noget som opfindere flere steder i verden arbejdede på at udvikle og producere. Det er påstået, at Undéns log var den første, hvor aflæsningsmekanismen sad på skibets ræling. Det er dog ikke rigtigt. De engelske firmaer Walker og Massey havde patenter tidligere.

Undén bragte sin opfindelse til den store nordiske udstilling for industri og kunst i 1872, men den blev ikke en kommerciel succes. Konkurrencen var hård, og det var Walkers udgave i form af den berømte Cherub, der blev dominerende. Da Undén døde i 1886, boede han i små kår med sin kone på det gamle kloster i sin fødeby Helsingør.

M/S Museet for Søfarts eksemplar af Undéns log blev sidst i 1800-tallet brugt om bord på fregatten FREYA, der var ejet af rederiet Puggaard i København.

To top