


Børnehaver
Undervisningsforløb til børnehaver
Hop med på et undervisningsforløb og få søfartshistoriens bølgesprøjt i ansigtet. Vi følger i sømandens fodspor ud på de vilde vover.
Der venter børnene en sansemættet oplevelse under jorden, når børnehaven byttes ud med prisvindende arkitektur, skæve gulve, spil og interaktive installationer på M/S Museet for Søfart. Museet ligger under jorden og slanger sig rundt om en gammel tørdok. I disse rammer vil børnene stå ansigt til ansigt med sømændenes skæbner og betydning for Danmark og verden – før og nu.
Forløb
Undervisningsforløb til minimatroser
Hop med på et sjovt og lærerigt legeforløb, når vi sammen med Kaptajn Storm følger i sømandens fodspor, mærker bølgernes vuggen og får skumsprøjt i ansigtet.
Der venter børnene en sansemættet oplevelse under jorden, når børnehaven byttes ud med prisvindende arkitektur, skæve gulve, spil og interaktive udstillingsinstallationer på M/S Museet for Søfart. Museet, der befinder sig rundt om en gammel tørdok, er blevet kaldt ”Danmarks smukkeste hul i jorden”, og i disse rammer vil børnene stå ansigt til ansigt med søfarernes skæbner og søfartens betydning for Danmark og verden – før og nu.
Tag med Kaptajn Storm på de syv have
Formål
- at børnene får stimuleret deres sproglige udvikling
- at børnene får styrket deres sociale kompetencer
- at børnene møder et læringsmiljø, der stimulerer krop og sanser
- at børnene får en fælles oplevelse uden for børnehaven
- at børnene får mulighed for at spille en rolle som matros
Kaptajn Storm tager jer med på et legende eventyr i museets store legeunivers DRØMMESKIBET. Kaptajn Storm har sejlet på de syv have og ved derfor en masse om bølgeskvulp og skumsprøjt. Hans bedste ven er den storsnakkende papegøje Diego, som han fik gennem et væddemål med nogle sure pirater.
Kaptajn Storm er vild med stormvejr og hvis han skulle bestemme, skulle der helst stå en stiv kuling ind fra vest hele tiden. Meeen det er ikke alle om bord på DRØMMESKIBET, der elsker stormvejr, og det sker at besætningen får en rigtig slem omgang søsyge.
I forløbet møder børnene en museumsunderviser i kaptajnsuniform, som med enkle dramaturgiske virkemidler spiller rollen som Kaptajn Storm. Museumsunderviseren vil med sin rolle og i tæt dialog med børnene sørge for at skabe et spændende, sjovt og lærerigt eventyrunivers. Alle børn bliver klædt ud som matroser og alle børn får udstyr udleveret, som skal bruges i forløbet.
Forberedelse inden forløbet i børnehaven
Læs op eller lyt til fortællingen om Kaptajn Storm sammen med børnene hjemme i børnehaven. På den måde vil børnene i trygge rammer være klar til at modtage nye erfaringer i forløbet på museet.
Fortællingen er både en oplæsningshistorie og en lydbog med 4 kapitler, der hver tager 5-10 minutter at få læst op eller lytte til. I takt med at historien læses op eller afspilles, kigges der sammen på tegningerne i fortællingen. Lad børnene spørge ind til, hvad de ser på tegningerne.
Opfølgning efter besøget i børnehaven
Brug farvelægningstegningerne hjemme i børnehaven til at skabe dialog omkring de nye erfaringer, som børnene fik i forløbet. Tegningerne er fra den velkendte fortælling ”KAPTAJN STORM”. Imens børnene arbejder med farvelægningstegningerne, snakkes der om børnenes erfaringer fra forløbet.
Download og bestil forberedelses- og opfølgningsmaterialet her:
– KAPTAJN STORM af forfatter og tegner Boris Boll-Johansen (19 sider)
– KAPTAJN STORM lydbog indtalt af skuespiller Vigga Bro (MP3)
Klassetrin: Børnehaver
Mødested: Museumsbutikken ”M/S Cargo”
Varighed: 1,5 timer (30 minutters forløb og 60 minutters fri leg i DRØMMESKIBET)
Tidspunkt: Inden for tidsrummet 9.30-16.30
Periode: Året rundt
Max. deltagerantal: 15 børn (5-6 år) og pædagoger
Pris: 500,-
Booking: Skriv til undervisning@mfs.dk – gerne 14 dage i forvejen.
Bemærk: I er velkomne til at udforske museets udstillinger på egen hånd, i museets åbningstid, før og efter et undervisningsforløb. Eventuelle entréudgifter og bookinghåndtering er med i prisen for et undervisningsforløb. Få mere information om et besøg på egen hånd her.
Information om madpakkespisning
I er velkomne til at spise jeres medbragte madpakker på museet Foyer-trappe. Blot gør opmærksom på dette ved ankomst.
Information om leg på egen hånd i DRØMMESKIBET
Vær opmærksom på, at leg på egen hånd uden et forløb skal bookes på forhånd! Læs mere om besøg på egen hånd (Scroll ned på siden og find DRØMMESKIBET).
Klubben for minimatroser
Meld børnehaven ind i minimatrosklubben og få tilbud tilsendt hver eneste måned – fx tilbud på forløbet Med Kaptajn Storm på de syv verdenshave eller Legetur på DRØMMESKIBET. Tilmeld børnehaven på minimatros@mfs.dk.
Klubben for minimatroser er støttet af Lauritzen Fonden

“Det har været et meget spændende forløb, hvor vi er blevet udfordret på sproget, på vores sociale kompetencer og på at bruge kroppen, både når vi skulle sidde stille og lytte, og når vi skulle lege pirat, tage på tur med bussen og bevæge os rundt på museet”.
–Pædagog fra Børnehaven Nyrup, Helsingør.