Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold.
Modtaget!

OBS!

Museet bygger ny indgangsbro i disse måneder. Der er derfor etableret en midlertidig indgang via en trappe.

Vi beklager den begrænsede adgang.

Åbent i dag kl. 11:00 - 17:00.

For slægtsforskere

Vi får heldigvis ofte henvendelser fra interesserede, der vil benytte vores ekspertise og de muligheder, vores arkiver giver. Ofte er der tale om slægtsforskere, der vil have oplysninger om eksempelvis onkler, bedstefædre og oldefædre, der har tilbragt dele af deres liv til søs. For at imødekomme vores brugere med interesse for slægtsforskning giver vi her et overblik over, hvad man kan og ikke kan bruge vores arkiv til.

Personer

Det vil for det meste være svært at finde oplysninger om enkeltpersoner i vores arkiver – der er dog visse undtagelser. Hvis vedkommende, man søger oplysninger om, har været kaptajn, skibsreder eller har haft en anden overordnet funktion, er chancerne væsentligt bedre, end hvis han har været for eksempel matros, havnearbejder eller kok. Hvis vedkommende har været indblandet i et forlis, for eksempel i forbindelse med anden verdenskrig, vil der dog ofte være større chance for at finde frem til avisomtaler og andre oplysninger om havariet, især hvis man kender skibets navn.

Skibe

For skibes vedkommende står det væsentligt bedre til med oplysninger end for personer. Vores arkiver indeholder blandt andet:

  • Stort set komplette lister over handelsskibe bygget inden for de sidste cirka 150 år.
  • Konstruktionstegninger fra Helsingør Værft, Burmeister & Wain, Rasmus Møllers Værft og enkelte andre.
  • Lister over danske skibes havarier siden 1890’erne. I disse nævnes både skibsførerens og rederens navne, skibets hjemsted samt en række detaljer om havariets omstændigheder.
  • Oversigter over danske skibes bevægelser på verdenshavene fra 1890’erne til i dag.

Fotografier

Museet har et meget omfattende billedarkiv, hvoraf en større del findes digitalt her. Fotografierne giver et bredt indtryk af den danske søfarts historie, især fra den midterste del af de 20. århundreder. Havne, kolonier, forlis, søfolk og skibsværfter kan sammen med en masse andet findes i arkivet, men langt de fleste billeder er af skibe. Således er der kun lille chance for at finde sin bedstefar på et billede, men meget stor chance for at finde det eller de skibe, han sejlede med.

Andre muligheder

Hvis man har spørgsmål vedrørende orlogsflåden kan man med fordel kontakte Forsvarets Bibliotek eller Tøjhusmuseet. Hvis spørgsmålene vedrører enkeltpersoner, der har gjort tjeneste i flåden eller inden for rederierhvervet, bør man bruge Statens Arkiver. Statens Arkiver kan også være behjælpelige med skibes mandskabs- og passagerlister. Hvis ens aner er uddannede skippere i 17- 0g 1800-tallet, så er skippere.dk en rigtig gode side at gå til.

For spørgsmål vedrørende specifikke danske udvandrere til USA henvises til den store amerikanske database over immigranter – ellisisland.org.

Hvis personen, man søger, har været indblandet i et havari, kan en søgning i den digitale udgave af Dansk Søulykkesstatistik give spændende oplysninger. Dansk Søulykkesstatistik startede i 1893 og hedder nu Ulykker til søs. Ulykker til søs kan ses digitalt på Den Maritime havarikommissions hjemmeside.

Ulykker tidligere end 1893 vil være at finde i de enkelte Landsarkiver eller i Sø- og Handelsrettens Arkiv hos Rigsarkivet.

Det kan også være en fordel at kontakte det Lokalhistoriske Arkiv enten i det område, hvor skibet var hjemmehørende, eller der hvor ulykken skete, eller hvor den eftersøgte person kom fra.
Lokalhistoriske Arkiver kan have avisudklip og andet materiale af relevans.

afdoede.dk kan man finde dødsannoncer for mange nyligt bortgåede. Man kan være heldig at finde sine aners gravsteder på findengrav.dk.

Et eksempel på resultatet af slægtforskning kan du læse her i artiklen “Jernbarken “Else” og Laurids Frederiksen Jessen : historien om jernbarken “Else” af Fanø og min oldefar Laurids Frederiksen Jessen” skrevet af Lisbet Pals Svendsen, 2012.

Billedet herover forestiller Kaptajn Peter Christensen med familie.
Han var født i Helsingør og døde omkring 1950 i Californien. Billedet her er formodentlig fra 1890’erne.

Søg i historien

Links slægtsforskning – genealogi

Til toppen