Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold.
Modtaget!
Åbent i dag kl. 11:00 - 17:00.

Institutioner på egen hånd

Besøg museet uden forudbestilt rundvisning eller undervisningsforløb

Et museumsbesøg på egen hånd

Daginstitutioner, skoleklasser og andre uddannelsesinstitutioner er meget velkomne til at besøge M/S Museet for Søfart på egen hånd. Der er er gratis entré for daginstitutioner, grundskoler, ungdomsuddannelser og maritime uddannelser samt ledsagende pædagoger og lærere.

Book jeres besøg

Skoler og grupper over 15 personer skal booke besøg på forhånd, også selvom man ikke modtager undervisningsforløb eller rundvisning. Er besøget ikke booket, kan man risikere at blive afvist ved billetsalget af plads- og sikkerhedsmæssige årsager. Book på booking@mfs.dk.

Forberedte elever får de bedste museumsoplevelser

Gør husreglerne tydelige for eleverne inden museumsbesøget:

  • Tasker og overtøj skal opbevares i garderobeskabene under hele besøget
  • Løb og råb skal foregå ude i dokken
  • Giv plads til museets gæster, så alle kan komme rundt i udstillingerne og se alle genstande
  • Gå stille forbi grupper, der modtager undervisning eller rundvisning
  • Madpakker og drikkedunke kan medbringes og nydes i undervisningslokalet og i dokken
  • Caféens møbler er kun til caféens gæster, både inde og ude
  • Genstande som fx malerier, galionsfigurer o.l., der hænger frit i væg og loft, må ikke berøres
  • Spørgsmål er I velkomne til at stille til museumsværterne, der går rundt i udstillingerne

Lærerens ansvar: Elever, der kan følge ovenstående retningslinjer, er velkomne til at gå rundt i udstillingerne alene uden en lærer.

Forbered jer på de oplevelser der venter jer i udstillingerne

Her er en oversigt over de maritime aktiviteter, der venter jer, når I udforsker museet på egen hånd:

Dyst mod hinanden – Hvem er den bedste købmand?

  • Fokus: Spil samt læring om 1700-tallets kolonihistorie
  • Sted: Udstillingsafsnittet Teselskabet – Den første Globalisering (Nr. 7 på oversigtskortet som udleveres ved billetsalget)
  • Antal deltagere: 1 skoleklasse inddelt i 3-mandsgrupper. Hele klassen kan deltage samtidigt. Kombinér eventuelt med andre aktiviteter.
  • Klassetrin: 4.-10.-grundskoleklasse, gymnasie, videregående uddannelse
  • Varighed: 10 – 15 minutter pr. spil

Handling

Hvem kan blive 1700-tallets driftigste købmand? Med 50.000 rigsdaler i startkapital kan du begynde at gøre dine handler og fragte dyrebare varer mellem København og de eksotiske kolonier. Køb og sælg dine varer til en favorabel pris og bliv rigets rigeste købmand.

Sådan gør du

Del klassen op i max 10 grupper med 3 elever i hver. Hver gruppe tager en logbog fra spilstationen i udstillingen. Start spillet ved at lægge logbogen på stationsbordet ved teselskabsmaleriet. Det bedste er herefter at begynde sin rejse i København – hertil hører to spilstationer. Fra København vælger eleverne selv, om de vil rejse til fx Afrika, Indien, Kina eller Nordatlanten i jagten på attraktive varer. Hvert rejsemål har sin egen spilstation i udstillingen, og grupperne beslutter selv hvad de vil sælge og købe undervejs. Man kan handle så længe og så mange gange man har lyst, så det kan være en idé at sætte en tidsgrænse for hvert hold.

Læring

Gennem spillet lærer eleverne, hvordan penge blev tjent i 1700-tallet – en tid, hvor dygtige købmænd blev nogle af landets mest magtfulde mennesker, og hvor Danmark var et globalt imperium.

Bliv en dygtig shippingagent

  • Fokus: Spil samt læring om moderne shippingvirksomhed
  • Sted: Udstillingsafsnittet Hele verden i din indkøbskurv. (Nr. 8 på oversigtskortet som udleveres ved billetsalget)
  • Antal deltagere: 1 skoleklasse inddelt i 3-mandsgrupper. Hele klassen kan ikke deltage samtidigt. Kombinér eventuelt med andre aktiviteter.
  • Klassetrin: 4.-10.-grundskoleklasse, gymnasie, videregående uddannelse
  • Varighed: 15 – 20 minutter pr. spil

Handling

Har du overblikket og dømmekraften til at tjene millioner i den globale shippingindustri? Fragt råstoffer rundt mellem verdens store industrihavne og se om du kan træffe de nødvendige beslutninger, der skal til for at blive klassens rigeste shippingagent.

Sådan gør du

Del klassen op i 3-mandsgrupper og sæt de første grupper i gang med shippingspillet ved det gule metalmøblement. Hvis man er en stor klasse, anbefales det at man ikke går samlet til denne post, da der vil være meget ventetid. Kombiner det i så fald med de andre spil. I spillet skal eleverne vælge, hvilke varer de vil transportere, og overveje hvordan deres rederi kan fragte de valgte varer på den mest rentable måde over verdenshavene. Bed eleverne om at læse beskederne grundigt undervejs.

Læring

Danske rederier og Det Blå Danmark bidrager med mange milliarder til den danske økonomi hvert år. I dette spil lærer eleverne, hvordan moderne shipping og global handel fungerer. Dermed kan de danne et overblik over, hvad der er værdifuldt på det store marked.

Få en tatovering i tatoveringshoppen

  • Fokus: Prøv selv aktivitet samt læring i tatoveringens historie
  • Sted: Udstillingsafsnittet Porten til verden. (Nr. 2 på oversigtskortet som udleveres ved billetsalget)
  • Antal deltagere: 1 skoleklasse inddelt i 2-3-mandsgrupper. Hele klassen kan ikke deltage samtidigt. Kombinér eventuelt med andre aktiviteter.
  • Klassetrin: Børnehave, grundskole, gymnasie, videregående uddannelse
  • Varighed: 15 – 20 minutter pr. gruppe.

Sådan gør du

Del klassen ind i 2-3-mandsgrupper. Hver grupper deler 1 tatoveringsstol. Museet har 4 tatoveringsstole, så sæt noget tid af til denne aktivitet. Hvis man er en stor klasse, anbefales det, at man ikke går samlet til denne post, da der vil være meget ventetid. Kombiner det i så fald med de andre spil.

Hvad går aktiviteten ud på?

I museets havneafsnit er der installeret tatoveringsudstyr som minder om en rigtig tatoveringsshop. Her kan gæster i museets åbningstid lave deres egen sømandstatovering på armen.

Læring

Eleverne får viden om tatoveringens betydning og motivernes særlige symbolværdi på sømandens krop.

Kend din kurs

  • Fokus: Spil samt læring om klodens koordinater og navigering til søs.
  • Sted: Udstillingsafsnittet Navigation og Verdensbilleder. (Nr. 4 på oversigtskortet som udleveres ved billetsalget)
  • Antal deltagere: 1 skoleklasse inddelt i 3-mandsgrupper. Hele klassen kan ikke deltage samtidigt. Kombinér eventuelt med andre aktiviteter.
  • Klassetrin: 4.-10.-grundskoleklasse, gymnasie, videregående uddannelse
  • Varighed: 15 – 20 minutter pr. gruppe

Handling

Har du nogensinde overvejet, hvordan sømændene kan vide hvor de er, når de ikke kan se andet end hav? Spillet handler om at navigere med de klassiske redskaber sekstant, kronometer og kompas. Med de tre værktøjer guides I gennem det livsvigtige arbejde det er at kunne navigere korrekt. Sæt kursen hjem mod Helsingør, og se om I kan finde vej.

Sådan gør du

Del klassen op i så små grupper så muligt – maksimalt tre pr. gruppe. Eleverne skal igennem tre poster, som forløber kronologisk, og kun to grupper kan sættes i gang ad gangen. Det er derfor vigtigt, at eleverne starter ved den skærm, der hedder Find din breddegrad. Ved denne post vælger eleverne et holdnavn og skal derpå finde deres breddegrad. Spillet vejleder eleverne gennem opgaverne, og snart er de på vej til næste post, og de næste grupper kan nu gå i gang. Hvis man er en stor klasse, anbefales det, at man ikke går samlet til denne post, da der vil være meget ventetid. Kombiner det i så fald med de andre spil.

Læring

Spillet giver en god forståelse af, hvordan Jorden er inddelt som et koordinatsystem, og et historisk indblik i, hvordan sømændene har navigeret, før vi fik GPS.

Oplev en gammel tørdok

  • Fokus: Oplevelse der tilgodeser alle sanser
  • Sted: Ude i dokken. Der er adgang til dokken via museets café
  • Antal deltagere: Hele klassen kan deltage samtidigt
  • Klassetrin: Børnehaver, grundskole, gymnasie, videregående uddannelse

Hvilke oplevelser venter der?

Rammen om museet er en gammel tørdok fra 1882-1985, som dengang var med til at gøre Helsingør til en berømt søfartsby. Museets vægge er den oprindelige dokvæg, og ved museets café lå dengang to vandtætte porte, der kunne åbnes ud mod havet. Når det færdige skib stod klar, åbnedes portene, og skibet blev halet ud i havet. Hvis man går tæt på væggene, kan man stadig se, mærke og dufte det skibsbyggeri, der foregik dengang.

Tænk dig! Skibsbyggerne, der dengang havde sin arbejdsgang i denne dok, havde helt sikkert ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at der engang i fremtiden ville komme et museum inde bagved disse tykke betonvægge. 

Helsingør Skibsværfts nordre dok fotograferet den 28. november 1955. I dokken ses DSB-færgen KONG FREDERIK IX af Gedser.

Til toppen