Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. På vores website bruges cookies primært til trafikmåling og optimering af sidernes indhold.
Modtaget!
Åbent i dag kl. 10:00 - 18:00.

Tidsvraget

Her kan du læse om M/S Museet for Søfarts 400 år gamle skibsvrag. Med udgangspunkt i vraget sættes tiden selv i fokus, og dens fysik tages op til debat.

Tidligere sejlede skibet her på verdenshavene. Derefter blev det brugt som fundament for havnebyggeri i København. Nu ligger det på museum som en gave fra en anden nutid end vores egen.

I århundreder ændredes byen over vraget, mens tiden omkring det stod stille. Nu bliver man som besøgende selv en del af historien. Vi synes, vi forstår tidens gang, men virkeligheden er kompleks. Det føles, som om tiden går, men nogle fysikere mener, at tiden bare ”er” på samme måde, som museets udstillingsrum bare ”er”.

Måske er tiden snarere et sted end en begivenhed. I så fald synes vi måske, at tiden bevæger sig, fordi vi selv bevæger os igennem dette sted. Samtidig er vores tidsopfattelse præget af store forskelle fra kultur til kultur, fra person til person og fra liv til liv.

Herunder kan du læse mere om udstillingen. Der kommer løbende flere artikler til.

Tidsvraget findes under den store trappe ved museets indgang.

Grønnegaards havn

Det var ved Grønnegårds Havn, at M/S Museet for Søfarts vrag blev sænket omkring 1624 (1). Havnen var i perioden 1610-20, da Christian IV påbegyndte sin kraftige udbygning af Københavns havn, udgjort af en beskyttet red mellem Sjælland, Amager og holmen Refshalen (2). I 1500-tallet blev denne red tilsyneladende vinterkvarter for dele af Københavns handelsflåde. Området var endnu ikke beskyttet af hverken befæstning eller af deciderede havneanlæg, hvilket fik de københavnske skippere og købmænd til at brokke sig over forflytningen (3). I Christian III’s brev til Københavns borgere nævnes havnen første gang ”Grønegardzs haffn her for wor kiøbstad Kiøpnnehaffn” (4).

I 1620’erne blev Grønnegårds havn udbygget, således at den kunne huse den skotske skibsbygger David Belfours skibsbyggeri (5). Belfour var en af de skotske skibsbyggere, som Christian IV i kraft af sine gode, familiære forbindelser i det britiske fik skaffet til Danmark (6). På dette tidspunkt må området altså have været udstyret med en form for havneanlæg.

Christian IV noterer i februar 1624 i sin dagbog, at der er blevet sænket skibe som led i anlæggelsen af en havn. ”Ud i Havnen for Kjøbenhavn bleve sjunkede adskillige store skibe og tvende Bolværker der paa bygte.” Dette har formodentlig været normal praksis under anlæggelsen af Christianshavn, men skibenes identitet vakte alligevel kongens interesse. ”Iblandt de skibe, som blev sjunkede, var der tvende, som gjorde den første Rejse til Ostindien.” (7) Det vender vi tilbage til.

Museets vrag skriver sig, uanset hvilket skib der er tale om, ind i havneanlæggets historie. Meget tyder således på, at vraget var blandt de første, der blev sænket på grænsen mellem en lavvandet sandbanke og det dybere bassin, hvor selv større skibe kunne ligge for anker (8). Dette nye havneanlæg var, på trods af sin enkle form, en betydelig forbedring for en by, hvor havnen stort set kun havde bestået af bolværker langs den snævre Gammel Strand og strande langs områdets holme (9). Til belysning af dette findes fine illustrationer på Nationalmuseet og på Det Kongelige Bibliotek (10).

Nye skibe blev bygget der, hvor de gamle blev stedt til hvile, og gaden, der strækker sig mellem Christianskirken og den vestlige gren af Christianshavn Kanal, hedder den dag i dag David Belfours gade.

Efter Belfours død blev området ved Grønnegårds Havn overtaget af det københavnske skipperlav, der ifølge deres vedtægter brugte det til reparationsværft (11). I 1650-60’erne blev havnen brugt af Købmanden Johan Trellund, der anvendte den som udskibningshavn for sejlads på de danske besiddelser i det nordlige Atlanterhav (12). Trellund byggede tilsyneladende ingen skibe, men brugte mest nederlandsk tonnage, hvilket sandsynligvis har været almindeligt på denne tid (13).

Gennem tiden skiftede området omkring Grønnegårds havn ejer flere gange. I 1743 blev den købt af handelsmanden Andreas Bjørn, der i løbet af den næste håndfuld år opbyggede et skibsbyggeri på stedet. Ligeledes blev havnen sat i stand og udvidet med ekstra sænkninger af skibe efter en periode med tilsyneladende stilstand (14). Ved udgravningen af området fandt man resterne af en bedding fra denne periode.

I starten af 1800-tallet blev området omkring havnen købt af Jacob Holm, der lod det gamle værft afløse af et nyere og mere moderne. På Holms værft kunne der bygges dampskibe, hvilket blandt andet førte til konstruktionen af det første dansk-byggede dampskib FREDERIK DEN SJETTE. Det var Holms efterkommere, der i 1928 solgte området til Burmeister & Wain, efter at man allerede tidligere havde udlejet området til B&W’s forgænger Baumgarten & Burmeister (15). Grønnegårds havn blev således fortsat brugt til skibsbygning, dog med tiden udelukkende til konstruktion af motorer. Det var i forbindelse med denne aktivitet og dens forbindelse til tyskerne, at Royal Air Force i 1943 bombede B&W.

Sidebar 1 Grønnegaards Havn
Grønnegaards havns sidste del opfyldes I 1955. Foto: Dieselhouse

I 1955 blev den sidste del af Grønnegårds havn fyldt op, og B&W byggede konstruktionshaller på stedet. Efter fabrikkens lukning i 1987 lå området ubrugt hen i et årti, før byggeriet af Unibanks nye hovedkvarter startede, og de arkæologiske udgravninger begyndte (16).

(1) Lemée, Christian, The Renaissance Shipwrecks from Christianshavn, Vikingeskibsmuseet/Nationalmuseet, 2006, s. 230
(2) Tuxen, Poul, Bygninger og anlæg i Københavns Havn, Miljøministeriet, 1988, s. 174-175
(3) Zinglersen, Bent Københavns Havne – fortid og nutid, Samlerens Forlag, 1977, s. 43
(4) Lemée, Christian, The Renaissance Shipwrecks from Christianshavn, Vikingeskibsmuseet/Nationalmuseet, 2006, s. 26
(5) Zinglersen, Bent Københavns Havne – fortid og nutid, Samlerens Forlag, 1977, s. 44
(6) Thaarup, Thorbjørn, Først af de Nederlender…, speciale ved Roskilde Universitet, 2008, s. 98
(7) Lemée, Christian, The Renaissance Shipwrecks from Christianshavn, Vikingeskibsmuseet/Nationalmuseet, 2006, s. 31
(8) Lemée, Christian, The Renaissance Shipwrecks from Christianshavn, Vikingeskibsmuseet/Nationalmuseet, 2006, s. 29
(9) Tuxen, Poul, Bygninger og anlæg i Københavns Havn, Miljøministeriet, 1988, s. 10-11
(10) Tuxen, Poul, Bygninger og anlæg i Københavns Havn, Miljøministeriet, 1988, s. 12-14
(11) Lemée, Christian, The Renaissance Shipwrecks from Christianshavn, Vikingeskibsmuseet/Nationalmuseet, 2006, s. 31 (Her er litteraturen lidt modstridende, da Zinglersen nævner en købmand ved navn Jakob Madsen som ejer af havnen efter Belfour.)
(12) Zinglersen, Bent Københavns Havne – fortid og nutid, Samlerens Forlag, 1977, s. 44
(13) Thaarup, Thorbjørn, Først af de Nederlender…, speciale ved Roskilde Universitet, 2008, s. 95
(14) Lemée, Christian, The Renaissance Shipwrecks from Christianshavn, Vikingeskibsmuseet/Nationalmuseet, 2006, s. 33-34
(15) Zinglersen, Bent Københavns Havne – fortid og nutid, Samlerens Forlag, 1977, s. 45
(16) Lemée, Christian, The Renaissance Shipwrecks from Christianshavn, Vikingeskibsmuseet/Nationalmuseet, 2006, s. 36.

Til toppen